Navne
0

Folket sagde farvel til en farverig prins

Afsked med prins Henrik ved fire af kongehusets slotte.

Som dagen skred frem, kom hundredvis af danskere for at lægge en blomst til ære for prins Henrik ved Amalienborg i København. 
Foto: Charlotte de la Fuente

Over det meste af landet tog danskerne onsdag afsked med prins Henrik. I Fredensborg, på Amalienborg, på Marselisborg Slot og ved Gråsten Slot blev prinsen hyldet for sit farvestrålende og originale væsen. Rammerne kunne næsten ikke være smukkere til et sidste farvel.

Solen skinnede i den sønderjyske by Gråsten, mens byens hvide stolthed, Gråsten Slot, flagede på halv i udkanten af byen. Her kom flere af Gråstens borgere gående ad slotsstierne til slotspladsen og hoveddøren. En blomst blev lagt, et øjebliks stilhed. En ven af byen var død.

Jeg synes altid, han har virket festlig og fornøjelig og har klædt sig sjovt. Han har slået hul på det lidt stive miljø i kongehuset. Jeg tror, det er noget, vi kommer til at savne.

Sussan Scheuermann (62 år), fremmødt på Amalienborg

Godt 300 km derfra ved regentparrets residenspalæ, Amailienborg: På trappesatsen foran Christian IX’s Palæ lå hundredvis af blomster og to kongekroner, en pige havde lagt en hjemmelavet halskæde og en tegning med det danske og franske flag.

En skare af mennesker stod længe og betragtede scenen. Der var indadvendthed og eftertanke i folks øjne.

»I aften vil vi mindes dig og dit virke for Danmark med din vin købt på Chateau de Cayx, mens vi lytter til ”La Marseillaise”,« stod der bl.a. på et af de mere formfuldendte og håndskrevne kort, der lå mellem tulipanerne, liljerne og roserne foran Fredensborg Slot.

Han hilste på alle

I Gråsten og omegn var meddelelsen om prins Henriks død for mange af borgerne en ekstra svær nyhed at kapere. Her har den kongelige familie i mange år brugt flere uger af sin sommerferie i juli og august.

Flere af dem, der var mødt op med en buket i Gråsten, fortalte, at det var prins Henrik, der var lyspunktet for Gråstens borgere hver sommer, når de kongelige kom til byen:

»Prins Henrik var en rigtig hyggelig fyr. Han cyklede altid gennem byen om sommeren, og han hilste på alle, hvor han kom frem,« sagde Ulla Nielsen, der er pensionist og har boet i Gråsten i mere end 25 år.

Prins Henrik tog flere gange beslutninger, der overraskede medier og eksperter. Som når han fremhævede sin utilfredshed med ikke at blive konge, eller da han i august gav udtryk for, at han ikke ønskede at blive stedt til hvile ved siden af dronningen. Eller da det onsdag kom frem, at han ønskede at få halvdelen af sin aske spredt over havet og den anden halvdel begravet i en urne i Fredensborg Slotshave.

Det var et brud på traditionen. Men også et eksempel på en prins, der ofte gjorde tingene anderledes, og i afskedens time blev han hyldet for netop det.

Som Ulla Nielsen fortalte:

»Han har bl.a. engang været på kirsebærrov i vores have. Det, synes vi, var lidt sjovt.«

Eller som den 57-årige Anette Schrøder, der var mødt op for at tage afsked med prins Henrik ved Fredensborg Slot, udtrykte det:

»Alt det der ballade med, at han (prins Henrik, red.) ikke vil ligge i Roskilde Domkirke, er noget fis. Jeg synes, at det er så poetisk og rørende, at han vil spredes udover de danske have.«

Eller som den 50-årige Nisse My, der var ankommet til Amalienborg sammen med sin søn Anton, sagde:

»Han var fantastisk i sit tøjvalg, som var meget farverigt og anderledes i forhold til den frikadelleagtige danske tilværelse, vi lever i.«

Tæt knyttet til Aarhus

Foran Marselisborg Slot, regentparrets sommerresidens, blev prins Henrik også mindet.

»Jeg er taget herop for at mindes ham sammen med resten af Aarhus,« sagde 28-årige Tina-Simone Lyck Christiansen. Hun var en af dem, der havde valgt at tilbringe en del af formiddagen i slotshaven.

Hun kiggede rundt på de mange andre besøgende med et smil og mindedes Henrik som en folkekær mand, der ofte var synlig i byen. Selv har hun en uformel selfie med ham, da han var på en af sine gåture med de kongelige hunde i Aarhus’ gader.

»Han var tæt knyttet til Aarhus, og vi var tæt knyttede til ham. Der har altid været en aura over ham og dronningen, når de har været her i byen i højtiderne,« sagde hun.

Foran slottet flagrede flere farverige børnetegninger. En af en mand i en kiste, der har taget sin krone af. En af en dronning, der står alene tilbage og græder.

Børnene fra børnehaven Skovslottet var nogle af de yngste, der var mødt op for at sige farvel til prins Henrik. Men de var langtfra de eneste aarhusianere, der var taget ud til prinsens sommer- og juleresidens onsdag formiddag.

»Jeg er bare ked af det,« sagde en kvinde, mens hun kiggede op på slottet med flaget på halv. Den skarpe vintersol faldt smukt på det tomme, hvide slot og en hvid græsplæne, hvor frosten trodsigt blev liggende.

Et smukt par

I København ved Amailienborg var den 62-årige Sussan Scheuermann i gang med at lægge blomster. Hun beskrev prins Henrik som en sympatisk mand, der altid smilede og ikke mindst var en farverig figur, der vil blive savnet i kongehuset.

»Jeg synes altid, han har virket festlig og fornøjelig og har klædt sig sjovt. Han har slået hul på det lidt stive miljø i kongehuset. Jeg tror, det er noget, vi kommer til at savne,« sagde hun.

Som 12-årig sad hun foran skærmen og fulgte regentparrets bryllup. Hun husker, hvor smukke de så ud.

»Det kom jeg til at tænke på på vej herned. Det er rørende. Det synes jeg virkelig, det er,« sagde Sussan Scheuermann.

Hun bed mærke i en bevæget stemning på slotspladsen.

»Man kan mærke stemningen, lige så snart man kommer ind på pladsen, og man kan ikke undgå selv at blive bevæget,« fortalte hun.

Rørt over prins Henriks død

Jasmin Sun, der underviser danske børn i kinesisk kultur, var tydeligt rørt over prins Henriks død. Hun har selv mødt ham ved flere lejligheder og var onsdag kørt fra sit hjem i Køge til Amalienborg for at tage afsked med prinsen.

»Jeg er så ked af det,« sagde hun og fremhævede prinsen som en glad og sjov person.

Hun er medlem af en kinesisk forening, og hun har ligesom flere andre af foreningens medlemmer mødt prinsen flere gange ved officielle lejligheder.

»Alle kan huske ham og vil gerne vise ham respekt,« fortalte hun.

Et fransk citat

I porten i Det Gule Palæ ved Amalienborg var der fremlagt kondolencelister. Her stod folk i en kø, der strakte sig hele vejen ud af porten, for at få lov til at skrive en sidste hilsen til prins Henrik. Den 13-årige Kathrine Jørgensen var taget til Amalienborg sammen med fritidshjemmet Ung i Odsherred. Hun havde skrevet en særlig hilsen til prinsen:

»Jeg skrev et fransk citat, som min mor gerne ville have, jeg skulle skrive ned til ham. Det betyder, at hvis man skal gemme et minde i ens hjerte, så vælg det smukkeste og det gladeste, hvor ens ansigt stråler, for så vil glæden komme til dem.«

»Jeg synes, det er et smukt citat, og det passer godt til ham,« sagde hun og fortalte, at hun kun har oplevet prinsen som en sjov mand.

Den 71-årige Jytte Hansen benyttede også dagen til at skrive en særlig hilsen til prins Henrik.

»Jeg har skrevet om min oprigtige sorg over, at vi har mistet prins Henrik, som, synes jeg, var en lysende stjerne i vores danske samfund.«

»Han har altid været vittig og glad. Han var en livsnyder, og han lyste op i kongehuset, fordi han var så almindelig som os andre. Jeg synes kongehuset har mistet en betydningsfuld person,« konkluderede Jytte Hansen.

BRANCHENYT
Læs også