Navne
0

Tina Dickow bor ved verdens ende, hvor det ikke er ved siden af at føle sig udenfor

Meget har ændret sig i 41-årige Tina Dickows tilværelse, siden hun rykkede til Island for otte år siden. Hun har slået sig ned i et land, hvor der er plads til hjemve, hun er blevet mor til tre børn, og kortvarigt oplevede hun en farlig ro i maven.kvinde som turnerende musiker. Egentlig troede hun ikke, det var muligt, for hvem havde gjort det før? Hvor var manualen?

Under Aarhus Festuge spiller Tina Dickow med Mads Langer i Musikhusparken. Foto: Sanne Vils Axelsen

Tina Dickow sidder tilbagelænet i en udendørs sofa, i læ under en parasol og pakket ind i et tæppe på en våd, dansk sommerdag. Langt fra familien i Island, men kun nogle timer endnu – så tager hun retur til landet mod nord. Vi har fanget hende til en snak om kontrasterne i hendes liv. Om at være mor og musiker, om at være opvokset i Åbyhøj og leve i Island. Og om at have et næsten almindeligt familieliv og stadig trives med uro i kroppen.

Gennem tiden er hun blevet portrætteret som den søde og evigt søgende singer-songwriter fra Aarhus, men der er mere bag facaden. Der er noget ved Tina Dickow, der bliver hængende, længe efter et møde er ovre. Det er ikke, at hun er vild og excentrisk eller egentlig åbenlyst anderledes, men der er en ro over hende. Udadtil i hvert fald. Hun er ærlig og eftertænksom. Hun taler i et tempo, der giver plads til stilhed og pauser. Systemet er ikke sat på autopilot.

Og hun er venlig, men ikke uden kant. Måske er det i virkeligheden kanten, der bliver hængende. For her sidder en sej kvinde, det kan man ikke komme udenom. Tina Dickow har været turnerende musiker i 20 år. Hun har udgivet 11 albums og styrer det hele selv med eget pladeselskab. Da hun skulle udgive sin biografi, ”Tæl til Tina”, var det på eget forlag. Og så er hun mor til tre små børn.

Karrieren kører stadig derudad, men tempoet er skruet ned, og koncerterne er planlagt over korte ture, hvor Tina Dickow og husbonden Helgi Jonsson kan tage ud og hjem på samme weekend. Eller længere ture, hvor hele familien tager af sted sammen.

»Jeg synes, det fungerer, men det er også, fordi vi er virkelig gode til at være i nuet begge steder. Børn tvinger en til at være nuet, og det gør koncerter i høj grad også. Så jeg kan godt, når vi er på turneer sammen, træde ud på scenen og være fuldstændig til stede i musikken. Heldigvis, ikke?« siger Tina Dickow og kigger op.

»Til gengæld tror jeg, at det giver en højere grad af taknemmelighed for at stå på scenen, fordi det står i så skarp kontrast. Jeg har meget oftere sådan en følelse af: ”Wauw, hvor er det vildt, at jeg står her lige nu.” Den har man ikke så meget, når man er 22 år og har siddet i en eller anden varevogn hele dagen,« siger hun.

Det var der, jeg havde den første oplevelse af, at de to verdener kunne jeg sagtens skille ad. Det var virkelig eventyrligt

Tina Dickow, musiker

Hun tilføjer, at familielivet, ligesom i de fleste andre børnefamilier, fungerer, fordi bedsteforældrene altid står klar til at hjælpe til.

»Det ville på ingen måde kunne lade sig gøre, hvis ikke det var for de to sæt bedsteforældre. Det er altid dem, der er sammen med børnene, når vi ikke er der. Og vi er evigt taknemmelige for, at de har lyst til at være en del af vores liv på den måde – så ved vi, at børnene altid har det godt,« siger Tina Dickow.

Og det er det vigtigste for at kunne tage ud og spille koncerter.

»Det er selvfølgelig alfa og omega, at jeg ved, at der ikke sidder nogen og er vildt kede af, at vi ikke er der,« siger hun.

Inden hun fik sit første barn, havde hun egentlig ikke overvejet, hvordan karrieren og familielivet ville spille sammen.

»Jeg tænkte ikke. For jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre. Jeg havde jo virkelig ingen manual, fordi jeg havde aldrig hørt om det – der er ikke særlig mange historier om kvinder, der kører fuld karriere med turneer og børn. Hvor skal man lære noget om det?« spørger hun retorisk.

»Men jeg havde alligevel taget chancen,« tilføjer hun.

Da Tina Dickow blev gravid, lå der nemlig en turne i kalenderen, som skulle starte, når babyen var tre måneder.

»Den holdt jeg fast i og tænkte, at det må gå, som det går. Og det var der, jeg havde den første oplevelse af, at de to verdener kunne jeg sagtens skille ad. Det var virkelig eventyrligt,« siger hun.

Der er jo mange småbørnsfamilier, der har svært nok ved at få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen. Nogle må alligevel kigge på dig og tænke: ”Hvordan f***** kan det lade sig gøre?”

»Ja, og det tænker jeg også selv, faktisk,« siger Tina Dickow med en stille latter.

»Det må jeg indrømme...«

Hun er stille lidt.

»Men af en eller anden årsag, så er mit drive bare ikke gået i stå. Det havde jeg måske ellers håbet. Mange siger, at når man får sit første barn, så ændrer alt sig – så tænker man kun på barnet. Alt andet er fuldstændig ligegyldigt. Men jeg har stadig haft et drive i forhold til musikken. Det er kontraster, det er to forskellige ting, og musikken er noget, der peger udover mit lille liv og mit familieliv. Der rækker jeg ud efter noget, som transporterer mig et andet sted hen, hvor jeg stadig synes, det er dejligt at være,« siger hun.

Men, indrømmer hun, man skal nok også være en familie af en særlig støbning for at få det til at gå op. I hjemmet lidt uden for Reykjavik i Island har Tina Dickow og Helgi Jonsson deres eget musikstudie i kælderen, hvor Helgi Jonsson bl.a. producerer Dickows plader. Han er desuden en del af hendes band, ligesom hun er med på trommer, guitar og vokal, når han spiller sin solomusik, bl.a. på Voxhall i Aarhus den 17. september.

»Man skal være glade for hinanden, og der skal virkelig ikke være noget konkurrence overhovedet. Der er ikke skyggen af det. Vi er et fedt team,« siger hun.

Tina Dickow har tidligere beskrevet, hvordan en særlig ro faldt over hende, da hun sammen med sin husbond mødte den islandske natur.

»Jeg har altid haft en følelse af ikke at være helt på plads – at være lidt ved siden af. Og den følelse har jeg altid haft det bedst med, når jeg har været et sted, hvor det var ok at have den følelse. Når jeg er i Island, er det fuldstændig ok at føle hjemve. At føle, at der mangler noget. For det gør der jo også. Men sad jeg i Aarhus, ville jeg stadig have hjemve efter noget, mangle noget, og det burde jeg jo ikke,« siger hun.

I stedet har kombinationen af hendes indre landskab, skabt i Åbyhøj, og Islands eksplosive og utilregnelige lava-landskab, givet hende den kontrast, hun har brug for.

»Det indre landskab er noget, jeg har tænkt mere over, efter jeg er flyttet til Island. Det er så tydeligt deroppe, hvordan vi spejler vores omgivelser. Jeg havde tænkt, at jeg ville komme op til et land, der lignede Danmark. Et folk, der lignede danskere. Og det synes jeg ikke, de gør,« siger hun.

»Jeg synes, islændingene afspejler den natur, de lever i. Der er en vis ro på overfladen, men lige nedenunder syder og bobler det. Der er en større uforudsigelighed. Og der kan være en større voldsomhed,« siger hun.

Sådan er det ikke, når man som Tina Dickow kommer fra Aarhus.

»Jeg er meget mere forudsigelig. Og flad… på mange måder,« siger hun og griner.

»Jeg føler, at jeg i langt højere grad er en afspejling af der, hvor jeg kommer fra. Det underspillede. Aarhus har jo ikke i den tid, hvor jeg voksede op, været en by med storhedsvanvid. Der har altid været en tilpas mængde jyskhed. Der er styr på tingene. Det er overskueligt,« siger hun.

Netop det med at have styr på tingene har altid fyldt meget for Tina Dickow – hun har kæmpet med sin perfektionisme. Mest i sine unge år. Det håber hun, at hun kan undgå at give videre til sin egen datter.

»Hold op, hvor har jeg brugt meget tid på at stresse over små ting. Det gør unge mennesker jo, og det er endnu værre nu. Man kan se, hvordan de bare får plasket perfekthedskulturen op i ansigtet hele tiden – hvordan man skal være, og hvad der skal til, før man er en succes og god nok,« siger Tina Dickow og fortæller, at det er noget, hun tænker meget over, efter hun selv har fået en datter.

»Jeg håber virkelig ikke, at hun bliver, ligesom jeg var. Jeg håber virkelig ikke, hun bliver perfektionist. Jeg vil så gerne installere en eller anden ”pyt-ting” i hende. En evne til at kunne hæve sig op over tingene og sige: ”Det der, det er lige meget”. Især hvis det er noget, du ikke kan lave om på. Så bare glem det. Det er ikke det, livet handler om. Det handler om noget andet,« siger hun.

Og hvad er det så egentlig livet handler om? Hvilke værdier lever musikeren selv efter? Det tænker hun længe over, mens hun rykker lidt rundt i sofaen, inden hun svarer.

»Jeg er ikke god til det, men jeg synes, at mådehold er noget, som vi alle sammen har brug for at lære. Det er en kæmpe ting. Når man først har fået færten af alt det, man kan få… det har jeg selv været plaget af i mit liv,« siger hun og afbryder pludselig sig selv.

»Selvom det jo er et totalt luksusproblem,« siger hun og trækker på skuldrene.

»Men man skal lære at lade sig nøjes. Vi har så mange muligheder i vores liv, og pludselig synes man, at man er nødt til at smage på det hele. Og man kan ikke få nok, man bliver aldrig mæt,« siger hun.

Lige rundt om hjørnet er der altid noget nyt og noget mere, og hvad er det så, man skal have installeret i sig selv for at kunne vælge noget til – og noget andet fra for resten af sit liv?

»Hvad får dig til at sige: ”Der er tusindvis af andre ting, jeg godt kunne smage på, men jeg er mæt”? Jeg tror, det kræver en fuldstændig dyb ro. Og en bevidsthed om, hvad der gør mennesker lykkelige, for det er jo netop ikke tag-selv-bordet,« siger Tina Dickow.

»Det er ikke, når jeg har stået med følelsen af, at verden lå for mine fødder, at jeg har været mest lykkelig,« siger hun.

Tina Dickow har, indtil hun mødte roen i Island, og indtil hun fik sine børn, altid søgt de flygtige øjeblikke.

»I Island har jeg fået muligheden for et liv, hvor jeg nogenlunde ved, hvad der skal ske i morgen – jeg lever jo et helt vildt sat familieliv, men samtidig er der et element af noget eksotisk, uforudsigeligt og ukontrollerbart.«

For Tina Dickow har uroen nemlig altid været en drivkraft, og derfor sendte det hende også til tælling, da den kortvarigt forsvandt, efter hun havde udgivet sin biografi, ”Tæl til Tina”, i 2017.

»Jeg følte, jeg havde forløst nogle ting, som jeg ellers altid har søgt alle vegne i musikken for at forløse. Jeg havde lige pludselig en farlig ro i maven,« siger hun og læner sig frem i sofaen.

»Men sådan noget varer jo ikke nødvendigvis ved,« siger hun og holder en pause, inden hun uddyber:

»Nu mener jeg, at ro i maven ikke nødvendigvis varer ved,« siger hun.

Har du fundet uroen igen?

»Ja, det synes jeg,« siger hun og læner sig igen tilbage i sofaen.

»Det hænger sammen med følelsen af, at der er så utroligt mange ubesvarede spørgsmål på den store klinge. Jeg havde en kort periode, hvor jeg følte, at jeg havde fået besvaret en hel masse spørgsmål. Men så begynder de at melde sig igen. Det kan jo simpelthen ikke undgås, hvis man er et nogenlunde reflekterende menneske,« siger hun.

Men biografien har alligevel sat nogle spor af ro i Tina Dickow, som ikke er fordampet. Tidligere var hun ofte nervøs, inden hun gik på scenen, men den slags er der ikke længere tid til. Eller måske behov for. Nu går dagene inden koncerterne ofte med at lede efter legepladser frem for at tænke på aftenens opgave.

»Børnene har helt klart gjort en kæmpestor forskel, men det tror jeg virkelig også, at bogen har. Og det har overrasket mig helt vildt. Når man på den måde er et navn, som folk kender på afstand, så aner man ikke, hvad folk siger eller tænker om en. Der er lige så mange meninger og fortællinger, som der er mennesker. Jeg følte, der var en mangel på kontrol over min fortælling,« siger hun.

Og den mærkede Tina Dickow særligt, når hun gik ud på scenen – hvilket menneske forventede publikum at se?

»Nu hviler det på de fortællinger, som jeg har fortalt. Det har givet en kæmpe ro, fordi jeg føler, at jeg går ud på scenen som et helt menneske. Og hvis man står der som et helt menneske, hvis man har lov til at være den, man er, fuldstændig, så kan det ikke gå galt,« siger hun og trækker fleecetæppet godt op over skuldrene.

Perfektionisten er også blevet mindre med årene.

»Og herregud, det er musik. Værre er det heller ikke.«

BRANCHENYT
Læs også