Navne
0

Henrik Topsøe er død

Den kendte forsker og tidligere bestyrelsesformand i Haldor Topsøe A/S, Henrik Topsøe, er død. Han blev 74 år gammel.

Henrik Topsøe er død, 74 år gammel. Foto: PR/Haldor Topsøe

Henrik Topsøe er afgået ved døden efter flere års kræftsygdom. Han blev 74 år gammel.

Det oplyser kemivirksomheden Haldor Topsøe på vegne af familien.

Henrik Topsøe blev født i 1944 som søn af Inger og Haldor Topsøe. Henrik Topsøes far grundlagde virksomheden Haldor Topsøe A/S i 1940, og virksomheden er siden vokset til en af de førende inden for sit felt.

Selv om Henrik Topsøe gennem mere end 40 år også havde sit virke i familievirksomheden, gjorde han sig især bemærket inden for videnskaben og forskningens verden.

Han blev uddannet kemiingeniør i 1967, og tilbragte herefter flere år i USA, hvor han bl.a. tog en ph.d. og postdoc på Stanford University. I 1974 blev han ansat i Haldor Topsøe A/S.

Henrik Topsøe markerede sig som en anerkendt forsker inden for katalyse, og nåede at udgive mere end 180 videnskabelige artikler.

Han sad desuden i bestyrelsen på Københavns Universitet gennem en årrække. I 2015 blev han ridder af Dannebrog.

Da Haldor Topsøe døde i 2013, satte Henrik Topsøe sig for enden af bestyrelsesbordet. Han varetog posten som bestyrelsesformand i Haldor Topsøe A/S frem til 2016.

»Beskeden, intelligent, analytisk og hyggelig. Det er nogle af de ord, som kolleger og omverdenen igennem tiden har hæftet på Henrik Topsøe. Han blev igennem en menneskealder kendt og afholdt som en empatisk, interesseret og social kollega i Topsøe, med stor integritet og medfølelse, uanset hvilken relation man måtte have til ham,« skriver familien i mindeordet.

Henrik Topsøe sov ind den 9. august, dagen før han ville være fyldt 75 år.

BRANCHENYT
Læs også