Ny chef i DI for turisme: »Jeg glæder mig helt vildt til at repræsentere erhvervet, som fortjener meget mere opmærksomhed«
Portræt: Maria Krüger Torp skal som chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Industri knokle for en branche, som er i knæ.
Da Maria Krüger Torp blev konfirmeret, fik hun af sine brødre en billet til en fodboldkamp i Parken. Oplevelsen gjorde så stort et indtryk på hende, at hun lige siden har været bidt af sport.
Sådan er det også i dag, hvor weekenden med ægtemand og tre drenge fra to til 11 år bliver planlagt efter, hvornår yndlingsholdene Liverpool F.C. og F.C. København spiller kamp. Selv spillede hun håndbold i 15 år, og fungerede i en periode som træner.
»Jeg synes, at sport er magisk. Jeg er fascineret af fællesskabet, oplevelsen og sammenhængskraften,« siger Maria Krüger Torp.
Det er de samme værdier, hun finder inden for dansk kultur og i den danske turisme- og oplevelsesindustri.
Den skal hun som nyudnævnt chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i erhvervsorganisationen Dansk Industri knokle for at gøre mere synlig og skaffe de bedste vilkår for.
En tur i Tivoli, på museum eller til koncert er sunde og gode pauser i en travl hverdag.
»Turisme, attraktioner og seværdigheder er fantastiske aktiver for Danmark,« siger Maria Krüger Torp.
»Her skabes oplevelser, mennesker mødes, og man får masser af nye indtryk. Jeg glæder mig helt vildt til at repræsentere erhvervet, som fortjener meget mere opmærksomhed.«
Hun er uddannet journalist med en fortid på dagbladet Berlingske. Siden arbejdede hun med kommunikation i et pr-bureau, i Skatteministeriet og hos Liberal Alliance. Fra 2016 til 2019 var hun direktør i brancheforeningen Tobaksproducenterne, inden hun i 2019 etablerede selvstændig virksomhed. Her arbejdede hun med virksomheder og organisationer inden for turisme og oplevelser og blev med egne ord forelsket i branchen.
Maria Krüger Torp tiltræder det nye job på et tidspunkt, da turisterhvervet og oplevelsesindustrien er hårdt ramt af coronakrisen, da restriktioner og lukkede grænser i perioder har udhulet forretningsgrundlaget.
Hurtigt ud af starthullerne
Beregninger fra DI viser, at erhvervet alene i 2020 mistede 40 mia. kr. i omsætning. Også i fjor var branchen hårdt ramt og især i første halvdel af året. Siden har omikronvarianten af covid-19 i de seneste uger ført til nye nedlukninger.
»Det kan vel næsten ikke blive værre. Heldigvis ser det ud til, at der er gode muligheder for, at verden igen begynder at åbne, og at mange restriktioner snart bliver lempet,« siger hun.
Det er for hende afgørende, at Danmark kommer hurtigt og godt ud af starthullerne, når pandemien slipper sit greb, og hverdagen begynder at ligne det normale:
»Andre lande og regioner vil også have turisterne tilbage, så vi skal være skarpe i konkurrencen.«
Heldigvis ser det ud til, at der er gode muligheder for, at verden igen begynder at åbne, og at mange restriktioner snart bliver lempet.
Maria Krüger Torp mener, at Danmark har gode muligheder for at vinde turisterne tilbage, selvom andre lande byder sig til.
»Vi har en fantastisk fortælling om Danmark, og den glæder jeg mig til at få fortalt og bredt ud.«
Tager på storbyferie
Ifølge Maria Krüger Torp er der behov for større opmærksomhed om, hvad branchen bidrager med og betyder for Danmark.
Turismen skaber hvert år en trecifret milliardomsætning og giver beskæftigelse til titusindvis af ansatte. Mange af disse job ligger i områder af landet, hvor arbejde inden for turisme og oplevelser har afgørende betydning. Hun tilføjer, at de mange tilbud om oplevelser, møder og nye indtryk er nødvendig for vores mentale sundhed.
»Som erhverv kæmper vi om danskernes og turisternes tid med sofaen, streamingtjenester og andet,« lyder det.
»En tur i Tivoli, på museum eller til koncert er sunde og gode pauser i en travl hverdag.«
Selv holder Maria Krüger Torp sine sommerferier i Danmark og supplerer med storbyferie i udlandet, når det er muligt. Udover sport bruger hun tid på at tilberede avancerede desserter og søde sager. Hun har styr på den optimale temperatur til at smelte chokolade, og udstyret fylder tre skuffer i hjemmet på Frederiksberg.
»Det er lidt nørdet, men også utroligt afstressende,« siger Maria Krüger Torp.