Navne

Den danske olievelhaver Jørgen Hallundbæk er død

Forretningsmanden Jørgen Hallundbæk, der grundlagde milliardkoncernen Welltec, er død.

Jørgen Hallundbæk grundlagde milliardforetagendet Welltec. Foto: Arkiv Foto: THOMAS BROLYNG STEEN

Den danske olievelhaver Jørgen Hallundbæk - der grundlagde milliardforetagendet Welltec - er død 59 år gammel.

Det skriver hans familie i et Facebook-opslag.

Han efterlader sig hustruen Marianne Hallundbæk samt børnene Emil Hallundbæk på 23 år og Clara Hallundbæk på 22 år.

»Vores kære mand og far, Jørgen Hallundbæk, er ikke længere hos os. Jørgen var før alt andet en strålende visionær og en kærlig mand og far,« skriver familien i opslaget.

Jørgen Hallundbæk var for en stund blandt Danmarks rigeste personer, og hans formue nåede på sit højeste op omkring 3 mia. kr. Det skyldtes hovedsageligt grundlæggelsen af olievirksomheden Welltec, der laver fjernstyrede robotter til olieindustrien. Han stiftede Welltec i 1994.

Væksten i Welltec var på et tidspunkt så voldsom, at den stenrige Agnelli-familie, der står bag Fiat og fodboldklubben Juventus, valgte at kaste et milliardbeløb efter en større portion aktier i den danske virksomhed.

I en periode fra 2015 og fire år frem blev selskabet dog presset af lave oliepriser, hvilket resulterede i blodrøde regnskaber, som gjorde et større indhug i Jørgen Hallundbæks anslåede formue. I perioden tabte selskabet sammenlagt ca. 1,5 mia. kr.

For at gøre tilværelsen lettere for Welltec valgte Jørgen Hallundbæk i 2018 at flytte virksomheden fra Danmark til Zug i Schweiz, som er kendt for sit gunstige skatteniveau. I juni 2021 valgte Jørgen Hallundbæk så at sælge det sidste af sit ejerskab i Welltec til et italiensk selskab.

Ved siden af Welltec havde Jørgen Hallundbæk også en stor interesse for heste, hvor han blandt andet investerede i et stutteri med hesteavl gennem selskabet Haregabgaard ApS.

Det er en interesse, han havde til fælles med børnene Clara Hallundbæk og Emil Hallundbæk, som de seneste år har opbygget selskabet Hallundbæk Stables i Belgien, som arbejder med avl og handel af sportsheste i topkvalitet. Emil Hallundbæk har desuden selv brilleret som springrytter, hvor han har kvalificeret sig til OL.

Ifølge familiens Facebook-opslag døde Jørgen Hallundbæk efter længere tids kamp med sit mentale helbred.

»Efter en længere kamp med psykisk sygdom har han desværre tabt kampen mod sine indre dæmoner,« skriver familien.

Læs også
Top job