Hun gik fra EU-Parlamentet og ud i lobbyen
70 år: Karin Riis-Jørgensen kæmpede blandt andet for euroen og for at bevare det danske sprog i EU. Siden blev hun lobbyist, der skulle påvirke parlamentarikere.
Lobbyisters påvirkning af politikere vækker jævnligt debat. En af dem, som har prøvet begge roller, er tidligere EU-parlamentariker for Venstre og senere lobbyist Karin Riis-Jørgensen.
Allerede som ung var hun politisk interesseret. Hun snuppede gerne avisen Jyllands-Posten for at læse de politiske nyheder, så snart hendes far var færdig med dagens læsning. Hun blev medlem af Venstres Ungdom, da hun gik på Nyborg Gymnasium.
Det var dog først efter en kandidatgrad i jura og en karriere i blandt andet Håndværksrådet og EU-Kommissionens særlige afdeling for små og mellemstore virksomheder, at Karin Riis-Jørgensen blev folkevalgt.
I 1994 blev hun valgt til Europa-Parlamentet, hvor hun sad i tre perioder frem til 2009.
I tiden som medlem af EU-Parlamentet opnåede Karen Riis-Jørgensen en central rolle for Venstre. Hun var blandt andet Venstres gruppeformand i EU-Parlamentet og næstformand i den liberale Alde-gruppe.
Samtidig var hun næstformand for Europabevægelsen i Danmark, som arbejder for et tættere samarbejde i EU.
Oversætter som lobbyist
I den forbindelse kæmpede hun blandt andet for at overbevise danskerne om at stemme ja til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000. Det lykkedes som bekendt ikke, da 53,2 pct. af vælgerne stemte nej til at afskaffe forbeholdet.
Efter tiden i EU-Parlamentet skiftede hun til virksomheden Kreab Gavin Anderson, der har repræsenteret store selskaber som Google, Goldman Sachs og UBS.
Rollen som lobbyist har ofte en negativ klang i den offentlige debat. Men Karin Riis-Jørgensen så selv sin rolle som en slags hjælper for EU-parlamentarikerne.
»Jeg er en oversætter mellem meget tekniske sager, som det ofte er i Europa-Parlamentet for den folkevalgte, og så den, der har skoene på i den enkelte virksomhed eller organisation,« sagde hun i 2014 i et interview med Altinget.
Karin Riis-Jørgensen er gift med den tidligere topdiplomat Birger Riis-Jørgensen, som blandt andet har været Danmarks ambassadør i Storbritannien og Italien.
/ritzau/


