Den tidligere folketingschef har vendt blikket mod fortiden
70 ÅR FREDAG: Efter et langt arbejdsliv som lønmodtager er Folketingets tidligere direktør Carsten Ulrick Larsen blevet sin egen chef.
Han har stået i spidsen for to af de største institutioner i Danmark: Nationalmuseet og Folketinget. Carsten Ulrick Larsen nåede i en lang karriere at sætte sit aftryk på begge.
Han forlod for to år siden sin post som direktør i Folketinget for at gå på pension. Det betyder dog ikke, at Carsten Ulrick Larsen, der oprindeligt er uddannet arkæolog, holdt op med at arbejde.
Han kastede sig i stedet over et gammelt forskningsprojekt, som han aldrig havde fået gjort færdigt.
»Jeg har været forbi 27 museer og registreret mere end 4.000 lerkar fra den yngre bronzealder. Nu skal jeg bruge nogle år på at se, om jeg kan finde en rød tråd i deres udvikling. Det lyder kedeligt, men det er faktisk meget sjovt,« siger Carsten Ulrick Larsen.
Forskningen tog han første gang hul på, mens han var ansat på Nationalmuseet. Her begyndte han sin karriere i 1985 som museumsinspektør, hvorefter han i 2002 blev direktør.
I sin tid som chef markerede han sig blandt andet i 2003 ved at indføre gratis adgang, efter at museet havde fået testamenteret et stort beløb.
Nogle år senere gik han rundt om hjørnet til Christiansborg, hvor han i 2008 blev direktør for de mere end 400 medarbejdere i Folketingets Administration.
»Jeg var med til at lave en bedre service for folketingsmedlemmerne, og det er jo, hvad Folketingets Administration er sat i verden for,« siger Carsten Ulrick Larsen om sine år på pinden.
Han har været glad for sin tid hos både Nationalmuseet og Folketinget, men hans nuværende arbejdssituation er alligevel den bedste, siger han.
»Jeg har været lønmodtager hele mit liv og altid haft en chef. Nu kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til,« siger Carsten Ulrick Larsen.
Arkæologen voksede op i en landsby uden for Holbæk, men er siden blevet inkarneret bybo.
Han bor i dag i centrum af København, blot et stenkast fra de to institutioner, der i årtier dannede ramme om hans liv. Her vil han blive boende.
»Der er udsigt over Tivoli, og rådhusuret er vores stueur. Det er mit hood,« siger han.
I lejligheden bor også hans kone. Foruden hende tæller den nærmeste familie fire børn og to børnebørn.
/ritzau/