Hvis noget interesserede Jeppe Rindom, lå målet ligefor: »Så skulle jeg være den bedste«
Portræt: Jeppe Rindoms drivkraft om at ville være den bedste har ført ham til at være et omdrejningspunkt i en af Danmarks største iværksættersucceser. Som dreng hjalp han med bogføring i sin fars revisorvirksomhed.
Som gymnasieelev importerede han rulleskøjter fra USA. Som studerende rådgav han om køb og salg af virksomheder, og som 32-årig førte han en virksomhed på børsen.
Der har været fart på i Jeppe Rindoms liv, og den foreløbige krone på værket er Pleo, som han er medstifter af og adm. direktør for. Selskabet blev i 2021 vurderet til en værdi på 31 mia. kr. fra investorer, som i løbet af fem måneder indskød 2,3 mia. kr. Det er noget nær rekord i Danmark.
Den 46-årige Jeppe Rindom har altid kæmpet for at være blandt de bedste. Som ung dyrkede han triatlon og var løber på højt niveau. Og denne drivkraft tog han med ind i sit studie- og arbejdsliv.
»Jeg har altid været meget konkurrencepræget,« siger han.
»Sådan havde jeg det med sport, og sådan havde jeg det på Copenhagen Business School (CBS). Hvis det interesserede mig, skulle jeg virkelig gøre det godt. Så skulle jeg være den bedste,« siger Jeppe Rindom.
Han manglede en mening
Han fik årgangens næsthøjeste snit på CBS, som han var kommet til med tre sabbatår i bagagen.
For han skulle lige finde motivationen til at studere videre. Det lykkedes for ham, og på Copenhagen Business School blomstrede hans interesse for forretning.
Da han havde fået sin eksamen, begyndte han i konsulentvirksomheden McKinsey. I alt var Jeppe Rindom konsulent i syv år inden for køb og salg af virksomheder.
Men selv om det var givende, var det ikke nok. Der manglede en større mening med arbejdet. Derfor rykkede Jeppe Rindom ind hos biovidenskabsvirksomheden Chr. Hansen, hvor han som direktør for forretningsudvikling fik ansvar for en børsnotering af det gamle selskab. Men det blev lidt for corporate.
»Jeg kunne mærke en utålmodighed, og at jeg ikke skulle sidde i sådan en stor virksomhed med linjeansvar og hele den trummerum,« siger Jeppe Rindom.
Vi fandt en skole, hvor børnene kunne være i et vintersemester. For vi elsker at stå på ski og være i bjergene, og vi ville gerne give børnene den oplevelse at gå på international skole.Jeppe Rindom, topchef i Pleo, om i en periode at bo i Schweiz.
Firmabilen og den store løncheck blev skiftet ud med iværksætterlivet i it-virksomheden Tradeshift. Den talte dengang omkring 10 ansatte for siden at blive en af de store danske techkometer.
Hjalp med bogføringen
I Tradeshift endte Jeppe Rindom som finansdirektør, ikke mindst fordi han havde helt styr på bogføring. Men hurtigt opdagede han, hvor lidt der var sket, siden han som dreng hjalp sin far, der var revisor med egen virksomhed. Som 12-årig fik Jeppe Rindom små kontoropgaver hos faren. Senere lavede han bogføring for kunder.
»Der var (i Tradeshift, red.) en enorm administrativ byrde. Medarbejderne købte abonnement på alt muligt, brugte Skype-telefoni og rejste. Og vi kunne ikke bare bede dem om at lægge ud for det hele,« forklarer Jeppe Rindom.
Han rykkede videre fra Tradeshift til en ny direktørpost, inden han besluttede at blive iværksætter. Igen.
Det skete i selskab med Niccolo Perra, som Jeppe Rindom i Tradeshift havde arbejdet tæt sammen med.
Oprindeligt ville de udvikle et lønsystem. Men det viste sig både mere besværligt og kedeligt, end de forestillede sig. I stedet vendte de tilbage til problemerne i Tradeshift med at betale for medarbejdernes udgifter og udviklede et fleksibelt firmabetalingskort, som alle kunne få.
Det blev i sommeren 2015 grundlaget for Pleo, der med base i Danmark er vokset til en koncern med over 800 ansatte og mere end 30.000 kunder i 16 lande.
I en periode foretrak han på bekostning af villaen i København at få en oplevelse i Schweiz med sin hustru, Louise Krogh Rindom, og deres tre børn på henholdsvis to, ni og 12 år.
»Vi fandt en skole, hvor børnene kunne være i et vintersemester. For vi elsker at stå på ski og være i bjergene, og vi ville gerne give børnene den oplevelse at gå på international skole,« fortæller Jeppe Rindom.
Hustruen er formand
Nu er han og resten af familien tilbage i villaen, der ligger i Carlsberg-kvarteret på grænsen mellem Vesterbro og Valby.
Sammen med sin hustru driver Jeppe Rindom ventureselskabet &Grow, hvor de har investeret i en stribe selskaber. Det gælder blandt andet Monta, der står bag software til ladestandere. Her er Louise Krogh Rindom bestyrelsesformand.

