Fortsæt til indhold

Poul Schlüters liv i billeder

Poul Schlüter døde den 27. maj 2021, 92 år gammel. Som statsminister stod han i spidsen for landet i en periode med kold krig, kartoffelkur og konservativ storhed op gennem 1980'erne.

Navne
I 1978 var Anker Jørgensen (S) stadig statsminister, og Poul Schlüter var oppositionspolitiker for Det Konservative Folkeparti. I september 1982 overtog Schlüter imidlertid regeringsmagten, da Anker Jørgensen sagde stop uden at udskrive valg. Dengang troede de fleste – inklusiv Anker Jørgensen – at Schlüters regeringstid ville blive kort, men de tog fejl. Schlüter blev den længst siddende statsminister siden Anden Verdenskrig.
Statsminister Poul Schlüter præsenterede sin første regering på Amalienborg den 10. september 1982. »Firkløverregeringen« bestod af partierne De Konservative, Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, som holdt sammen indtil 1988.

Schlüter giver interview som ny formand for De Konservative, 1974:

Betjente måtte afskærme Poul Schlüter med skjolde, da BZ'ere, punkere og kommunistiske fredsaktivister bombarderede ham med stinkbomber, rådden frugt, æg, sten og andet kasteskyts under hans tale ved befrielseshøjtidelighederne på Rådhuspladsen i København den 4. maj 1985. Schlüter gennemførte talen.
Schlüter gennemførte sin tale, men undgik ikke at blive ramt af demonstranternes kasteskyts.

Nytårstalen 1986

Seks nye ministre blev præsenteret i marts 1986: Fra venstre boligminister Thor Pedersen (V), industriminister Niels Wilhjelm (K), energiminister Svend Erik Hovmand (V), arbejdsminister Henning Dyremose (K), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K) og kulturminister H.P. Clausen.
Poul Schlüter på trækbasun til åbning af grafisk messe i Fredericia, september 1985.
To konservative ikoner: Poul Schlüter besøgte i september 1985 den amerikanske præsident og ærkerepublikaner Ronald Reagan i Washington. Den Kolde Krig var på sit højeste, og de to regeringsledere drøftede blandt andet den danske sikkerhedspolitik, forsvarsbudgetter, Reagans Stjernekrigs-projekt og forholdet mellem Øst og Vest.
Statsministeren på racercykel foran Christiansborg en sommerdag i 1986.

Walter og Carlo - og Schlüter

Poul Schlüter besøgte Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov i oktober 1986. Samme år havde atomulykken ramt Tjernobyl-kraftværket og det sovjetiske statsapparat var for længst begyndt at knage. Men 1986 bød også på mere forsonlige vinde mellem øst og vest, da præsident Reagan og Gorbatjov mødtes til topmøde i Reykjavík i oktober - kort før Schlüters besøg i Moskva.
De fire partiledere i firkløverregeringen efter valget 1987: Fra venstre Mimi Jacobsen (CD), Uffe Ellemann-Jensen (V), Poul Schluter (K) og Christian Christensen (KD).
En smilende statsminister og partileder på Det Konservative Folkepartis landsrådsmøde i november 1987. Schlüter-årene var på mange måder en storhedstid for De Konservative, som har præget partiets selvopfattelse siden.
Poul Schlüter og daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede regeringens plan om lempelse af formueskatten i april 1988. Fogh var skatteminister frem til 1992, hvor han måtte gå af efter en sag om kreativ bogføring i Skatteministeriet og vildledning af Folketinget. Han blev efterfulgt som skatteminister af Peter Brixtofte.
Poul Schlüter med sin dav. hustru Lisbeth Schlüter, april 1985. Parret blev gift i 1979, men Lisbeth Schlüter døde blot 43 år gammel af kræft i underlivet i 1988. Hun ligger begravet på Frederiksberg.
Lisbeth Schlüters bisættelse i Holmens Kirke, februar 1988. I kirken var repræsentanter for bl.a. kongehuset, regeringen, de politiske partier og vennekredsen. Udenfor ventede 10.000 mennesker på at få lov at vise Lisbeth Schlüter den sidste ære.
Poul Schlüters tredje hustru blev balletskoleleder Anne Marie Vessel Schlüter. Parret blev gift den 21. juli 1989 og har holdt sammen lige siden. Billedet her er taget få måneder før brylluppet.
Poul Schlüters 60-års fødselsdag blev fejret med reception i Statsministeriet. Her lykønskes fødselaren af vikingerne fra Jels & Skærbæk Slagteri, den 3. april 1989.
Poul Schlüter besøger Hanstholm, april 1990.
Et statsminister i det mere afslappede hjørne. Schlüter på golfbanen i 1991. Foto: Kim Agersten

Schlüters afskedssalut til Gorbatjov, 1991

En afslappet statsminister under åben himmel og sommersol i august 1991.
Schlüter ankommer til Højesteret for af afgive forklaring i tamilsagen den 1. april 1992. Sagen endte med at koste hans regering livet.

»Der er ikke fejet noget ind under guldtæppet«

Statsminister Poul Schlüter meddeler, at han går af som følge af dommer Mogens Hornslets Tamil-rapport, som kom samme dag. Rapporten konkluderede, at statsministeren ved flere lejligheder havde vildledt Folketinget, og selvom Schlüter ikke mente, at konklusionen var retfærdig, tog han konsekvensen: »Det forholder sig således, at dommer Hornslet karakteriserer mit forhold til Folketinget således, at jeg må sige til mig selv: Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,« sagde han. Datoen er den 14. januar 1993.
Den 15. januar 1993 tog Poul Schlüter til dronningen og meddelte, at han trådte tilbage som statsminister efter mere end 10 år på posten. Poul Nyrup Rasmussen blev kongelig undersøger og senere ny statsminister.
Overdragelsen af statsministerposten fra Poul Schlüter til Poul Nyrup Rasmussen (S) i Statsministeriet, den 25. januar 1993. Foto: Lars Krabbe/Polfoto
Poul Schlüter fyldte 85 år i 2014. I den anledning blev han fotograferet i sit hjem på Frederiksberg.
Poul Schlüter fastholdt kontakten til De Konservative, efter han forlod politik. Her ses han i en alder af 84 år til det konservative landsmøde i 2013 ved siden af tidligere formand og daværende europaparlamentariker Bendt Bendtsen.
I anledning af DR's 90-års fødselsdag i 2015 deltog blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Poul Schlüter i en udsendelse om de største nyhedsøjeblikke gennem årene.
I den meget populære programserie "Statsministrene", som blev sendt på DR fra sensommeren 2017, lykkedes det ekstraordinært at samle alle de fem på dav. tidspunkt seneste statsministre i statsministerboligen, Marienborg. Foto: Morten Albek/DR
Poul Schlüters stoiske portræt – malet af Niels Strøbek – hænger blandt de øvrige statsministerportrætter i Vandrehallen på Christiansborg. Æret være hans minde.
Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Poul Schlüter