Bendtsens Bundlinje
Volapyk-svar fra Novo Nordisk afslører noget bekymrende
KÆRE LÆSER
Hvad i alverden foregår der i Novo Nordisk?
Det er i dag præcis tre uger siden, at topchef Lars Fruergaard Jørgensen blev fyret på opfordring af hovedaktionæren, og uden at man havde en afløser på plads.
Nu står Danmarks vigtigste virksomhed midt i et gigantisk ledelsesvakuum, præget af intern uro og bekymring.
Det officielle svar fra Novo Nordisk på det: Ren volapyk eller forskellige variationer over temaet at snakke helt sort.
Set udefra virker det stærkt bekymrende, og er samtidig en trussel mod den helt unikke virksomhedskultur – lad os kalde den Novo-ånden - som har været virksomhedens adelsmærke og kulturelle stolthed igennem årtier, og som har været med til at skabe en af nyere tids mest bemærkelsesværdige væksthistorier i dansk erhvervsliv.
Man behøver ikke tale med mange for at forstå, at der lige nu udspiller sig en heftig kamp om fortællingen om den nuværende situation i Novo Nordisk fra forskellige lejre med forskellige interesser i det store Novo-system.
Er Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, helt, skurk eller noget helt tredje? Eller har bestyrelsesformand Helge Lund, der fremstår helt afpillet, overreageret på signaler fra hovedejeren? Eller er der noget helt galt i Novo Nordisk, som offentligheden og investorerne endnu ikke har fået vished om?
Svaret blafrer i vinden.
Det står klart, at Novo Nordisk i år befinder sig under et uhørt stort pres, og at medicinalgiganten har mistet kommercielt momentum.
Derfor er det meget muligt, at en udskiftning af Lars Fruergaard Jørgensen som topchef var nødvendig.
Men det er meget svært at få øje på de gode argumenter for den måde, som fyringen skete på, og hvor man nu har en opsagt Lars Fruergaard Jørgensen siddende på den øverste post i Novo Nordisk.
Alene tvivlen om det er nok til at lamme en organisation. Og det gør det ikke bedre, at Novo Nordisk, der altid har været kendt og respekteret for sin helt særlige ånd, de seneste par år er vokset vanvittigt hurtigt og har taget tusindvis af nye mennesker med om bord.
Fyringen og måden det skete på. De uklare magtforhold i Novo Nordisk, i bestyrelsen og i forhold til ejerne. Det nuværende ledelsesvakuum og den helt manglende eller uklare kommunikation.
Alle elementerne er en særdeles giftig cocktail lige nu, både i forhold til ansatte og til investorer og offentligheden.
For nylig kunne vi på Finans bringe en insider-beretning fra Novo Nordisk oven på chokfyringen af Lars Fruergaard Jørgensen.
Novo Nordisk-medarbejderne har fået besked på ikke at tale med medier, og derfor er det svært at vide, hvordan de tusindvis af medarbejdere har det.
Men på gangene og kontorerne taler de om deres »Trump-moment« og Lars Rebien Sørensens »one man show«, mens de prøver at finde ud af, hvad der har ramt dem, og hvad der nu skal ske.
»Og vi får intet at vide oppefra. Hvad vil fonden? Hvorfor skulle Fruergaard fyres så hurtigt? Der er kæmpe usikkerhed,« sagde en medarbejder, der valgte at trodse forbuddet mod at tale med medier, fordi vedkommende er vred og frustreret.
Og hvordan reagerer Novo Nordisk så på beretningerne om den interne uro og bekymring?
Med et svar, der er så larmende intetsigende, at man må undre sig dybt.
Inden publiceringen af artiklen sendte vi en række spørgsmål til Novo Nordisk om, hvordan medicinalgiganten håndterer medarbejdernes bekymringer og usikkerhed.
»I Novo Nordisk har vi i mere end 100 år haft samme formål om at hjælpe mennesker med kroniske sygdomme, og det formål skaber sammenhold og en klar retning for alle medarbejdere,« lød første del af svaret.
Og ja, det er da bestemt et agtværdigt formål, men jeg tror nu nok, at de fleste medarbejdere kan se, når man snakker udenom.
»Lars Fruergaard er fortsat vores leder, og den overordnede strategi er uændret. Derfor arbejder vi i fællesskab videre for at gøre en positiv forskel for de mange patienter, der har behov for vores hjælp. Det er og vil altid være kernen i, hvem vi er i Novo Nordisk,« fortsatte svaret.
Det er i bedste fald volapyk.
Det må Novo Nordisk og presseafdelingen jo selv om. Men det tomme svar afslører, at der er noget galt. At den engang så velsmurte Novo-maskine hakker og sprutter sig afsted.
Og mens medarbejdernes bekymring vokser, så er toppen af Novo Nordisk helt tavse i offentligheden. Lars Rebien Sørensen har afvist alle anmodninger om et interview, mens Helge Lund ultrakort snakkede med pressen på dagen for annonceringen og ellers er krøbet i flyverskjul.
Det er uholdbart.
Og for hver dag, der går med det nuværende ledelsesvakuum og den medfølgende usikkerhed, så vokser de negative konsekvenser. Man kan være bekymret for, at den stolthed, den holdånd, den særlige virksomhedskultur, man møjsommeligt har opbygget igennem årtier i Novo Nordisk, vil lide uoprettelig skade som følge af disse skæbnesvangre uger.
Ugens fem vigtigste historier
1. Hidtil ukendte mails: Kapitalfond ville mødes med Løkke inden omstridt TDC-handel
Den australske kapitalfond Macquarie bad allerede i marts 2025 om et møde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om sin investering i TDC.
Det viser dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i, og det får nu flere politikere til at kræve en forklaring.
Den 9. maj i år meldte Macquarie ud, at kapitalfonden har indgået en aftale om at købe alle TDC-aktier fra de tre danske pensionskasser ATP, PFA og PKA, og det har skabt heftig debat.
Graverchef Jesper Høberg og undersøgende journalist Tobias Hansen Bødker undersøger sagen. Læs med her.
2. Lego-patriark slipper den sidste tillidspost i familiekoncernen
Kjeld Kirk Kristiansen overlader posten som formand i Ole Kirks Fond til sin datter, Agnete Kirk Kristiansen. Dermed har Kjeld Kirk Kristiansen overgivet alle de tunge poster til sine børn.
Det er ikke den eneste ændring omkring Lego-sfæren i denne uge.
Lego-chefen Niels B. Christiansen er rykket ind i bestyrelsen for K2 Fonden, som sidder på en stor del af magten i familiekoncernens pengetank, Kirkbi. Han overtager pladsen efter Michael Halbye, der døde pludseligt i april.
Lone Andersen står bag begge historier.
3. Danmark sakker bagud på grøn nøgleteknologi
Danmark er i pole position til at få del i et nyt grønt væksteventyr og skabe over 20.000 nye job over de kommende 10 år.
Det er konklusionen i en ny analyse, der for første gang estimerer det samlede økonomiske potentiale inden for de såkaldte biosolutions, der dækker over bæredygtige, biologiske løsninger baseret på brug af naturens egne virkemidler såsom bakterier, enzymer og fermentering.
Men det kræver politisk handling. Og lige nu sakker både Danmark og EU bagud i forhold til at sikre de rammer, der skal til for at forløse potentialet, lyder det fra den suverænt største danske spiller på området, Novonesis.
»Vi oplever, at der bliver investeret kraftigt i vores område i f.eks. USA og i Kina. Og hvis EU gerne vil genvinde konkurrenceevnen, er vi altså også nødt til at investere i Europa. Ellers løber de andre fra os,« siger koncerndirektør Tina Sejersgård Fanø.
Klimaredaktør Jakob Martini interviewer hende. Læs det her.
Tina Sejersgård Fanø er koncerndirektør i Novonesis. Hun konstaterer, at milliardkoncernen lige nu ser langt mere gunstige forretningsmuligheder uden for Europa. Foto: Stine Bidstrup
4. Nyt udspil til GDPR-regler møder hård kritik af ophavsmand
Efter massiv kritik af GDPR-reglerne for at være en unødig byrde for virksomheder i Europa er EU-Kommissionen nu kommet med et udspil til forenkling. Omkring 38.000 virksomheder bliver fritaget fra et enkelt krav i GDPR-reglerne.
Men den ændring er nærmest helt uden betydning, lyder vurderingen fra en af Danmarks førende eksperter inden for GDPR-reglerne.
»Det kommer ikke til at rykke nålen – overhovedet,« siger Christian Wiese Svanberg, advokat hos DLA Piper.
Han har arbejdet med persondataret i 20 år og var blandt andet med til at forhandle GDPR-pakken på Danmarks vegne tilbage i 2012, da han var ansat i Justitsministeriet.
Jesper Kildebogaard og William Springer interviewer ham.
5. Novo Nordisk bryder en af erhvervslivets mest sejlivede skævheder
En ny analyse peger på stor variation i løngabet mellem mænd og kvinder blandt de største danske virksomheder. En virksomhed skiller sig dog ud: Novo Nordisk. Ved hjælp af blandt andet kvartalsvise lønreguleringer har selskabet sikret ligeløn. Faktisk tjener kvinderne i Novo i dag mere end mændene.
Journalist Simone Scheuer-Hansen med historien. Læs den her.
Ugens podcast-reklame
Danmarks stærkeste udvalg af podcasts inden for erhverv, økonomi, ledelse og karriere - dem finder du hos os på Finans.
Her kommer lidt skamløs selvpromovering. For det sidste år har vi skruet markant op for produktionen af podcast hos Finans.
Vi synes selv, at vi har et stærkt og varieret udbud, men tjek det selv ud hos Finans, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.
- Bundlinjen med Rasmus Bendtsen
- Impact med Sille Wulff Mortensen
- Ledelse med Louise Orbesen
- Grønne penge med Jakob Martini
- Det, der tæller, snart repremiere med Heidi Birgitte Nielsen
- Bestyrelsestoppen med Søren Linding
- Lyn-analyse, Perspektiv og Finans Weekend med Mads Ring
- Global med Thomas Høy Davidsen fra Tokyo
- Karriereklubben med Caroline Rossmeisl, André Thormann og Nima Sophia Tisdall
- Kina-dilemmaet med Søren Linding.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard
Ugens timing
Tirsdag var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på forsiden af både Berlingske og Børsen med det præcis samme budskab:
Danmark kan ikke regne med USA. (Berlingske)
Danmark skal være mindre afhængig af USA (Børsen)
Spøjs timing.
Men det fortæller jo også noget om, hvor højt regeringen prioriterer spørgsmålet om, at vi skal udvide vores horisont i forhold til forskellige nye handelspartnere i lyset af Trump-regeringens politik.
Begge aviser havde fået lov at følge med Løkke på tur, og det er blevet til to læsværdige artikler.
Berlingskes journalist Kalle Kehlet og fotograf Linda Kastrup var fulgt med til Aarhus og virksomhedsbesøg på it-virksomheden Systematic, mens Børsens politiske korrespondent Jesper Hvass var taget med Løkke til Rom.
Finans Live med André Rogaczewski
Europa står over for store udfordringer. Vores fælles værdier som frihed, demokrati og fællesskab er under pres i en tid, hvor alt påvirkes af teknologier, vi ikke altid selv kontrollerer.
Men der er håb for fremtiden, mener André Rogaczewski, adm. direktør for og medstifter af it-selskabet Netcompany. Han ser enestående muligheder for at forme en verden, hvor teknologi og demokratiske værdier kan forenes.
André Rogaczewski deler sine indsigter og visioner med os ved Finans Live, når virksomhedsredaktør på Finans, Signe Ferslev, interviewer ham på trappen i Politikens Boghal ved et morgenevent nu på onsdag den 11. juni kl. 8.30.
Finans Live er et nyt koncept, hvor vi inviterer erhvervslivets og den politiske verdens markante profiler til en snak om aktuelle emner. Vi giver en unik mulighed for at komme tættere på menneskene bag beslutningerne og høre om erfaringer og visioner uden fortolkning eller filter. Alle interesserede er velkomne til at deltage, lytte med og stille spørgsmål.
Detaljer:
- Dato: Onsdag d. 11. juni
- Tid: 8.30-9.00
- Sted: Politikens Boghal på Rådhuspladsen
- Pris: Gratis (kaffe og croissanter til de først fremmødte)
Tak, Trump – fordi du vækkede Europa
I et debat-indlæg takker Natasha Friis Saxberg, direktør for IT-Branchen, den amerikanske præsident Donald Trump for at give os i Europa en ”brutal erkendelse” og vågne op:
»Mit håb er, at vi om nogle år vil se tilbage på denne tid som en afgørende opvågning for Europa og Danmark. Vi har alle forudsætninger for at vinde det globale kapløb – som er et teknologisk kapløb. For vi står et godt sted. Hvis nogen skal lykkes med at bygge fremtidens samfund, hvor teknologi og mennesker komplementerer hinanden, sikkert og værdiskabende – så er det os. Så tak, Trump!«
Læs hele hendes debat-indlæg her.
IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg. Foto: Stine Bidstrup
Finans på Folkemødet
På Finans deltager vi talstærkt i næste uges Folkemøde i Allinge på Bornholm.
Vi deltager i debatter, optager podcasts og meget mere. Du kan blandt andet møde undertegnede, virksomhedsredaktør Signe Ferslev Pedersen, økonomisk redaktør Heidi Birgitte Nielsen, erhvervskommentator Søren Linding, klimaredaktør Jakob Martini og mange flere fra Finans rundt omkring i Allinge.
Se hele vores foreløbige Folkemøde-program her.
Ugens watch
Hver uge henviser jeg her til en af de bedste artikler fra vores kolleger på Watch Medier, som vi har et tæt samarbejde med.
I denne uge skal vi til Shippingwatch, der beskæftiger sig med balladen på Aarhus Havn.
Mærsk anlagde i sommeren sidste år sag mod Aarhus Havn, da containerkoncernen ønskede at få nedlagt forbud mod, at MSC skulle have lov til at rykke ind som havneoperatør på den såkaldte Omniterminal.
Af det seneste processkrift i sagen fremgår det, at Aarhus Havn vil have Mærsk-topchef Vincent Clerc til at vidne om både strategi og konkurrenter. I et svar kalder Mærsk det for irrelevant.
Journalist Liv Almer med historien. Find den her hos Shippingwatch.
Ugens citat
»Sparinvests nye forsvarsfond er lukket om ti år.«
Heidi Birgitte Nielsen, økonomisk redaktør på Finans, tror ikke, at en ny investeringsfond fra Sparinvest dedikeret udelukkende til europæiske forsvarsaktier er langtidsholdbar.
Det taler hun med Mads Ring om i en lyn-analyse fra Finans. Find den her.
Du kan også læse hendes argumenter her.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

