Bendtsens Bundlinje
Her er årets gruppefoto - men er det nok til at redde Europa?
Danmarks mest magtfulde interesseorganisation, Dansk Industri, var i denne uge vært for to vigtige begivenheder, hvor hovedpersonerne var henholdsvis sangeren Andreas Odbjerg og EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
Andreas Odbjerg vender vi tilbage til.
Onsdag var Ursula von der Leyen på besøg hos Dansk Industri, hvor regeringschefer fra Frankrig, Polen og Danmark, flere dele af EU’s absolutte top og topchefer fra alt fra Novo Nordisk og Ørsted til internationale erhvervskoryfæer som Airbus, Saab og Thyssenkrupp var samlet.
Anledningen var Copenhagen Competitiveness Summit, hvor 28 af Europas største virksomheder underskrev den såkaldte københavner-erklæring, ”The Copenhagen Pledge”.
Her lægger de an til at øge europæiske investeringer med op til 50 pct. frem mod 2030 for at løfte Europas haltende konkurrenceevne som svar på den for Europa nedslående konklusion, som Draghi-rapporten kom frem til sidste år.
»Når det gælder konkurrenceevnen: Vi taber åbenlyst terræn,« som det svenske erhvervskoryfæ Jacob Wallenberg formulerede det på topmødet.
Såfremt resten af Europas større virksomheder følger trop, vil investeringssprinten ifølge manifestets underskrivere kunne lukke det meste af det massive investeringsgab, der ifølge den højprofilerede Draghi-rapport udgør en fundamental trussel for den europæiske konkurrenceevne.
Flot, fint og vigtigt.
Men... Og der er et stort men.
Det sker først, når de europæiske politikere for alvor vågner op af tornerosesøvnen og letter regelbyrden på europæisk erhvervsliv.
»Vi er klar, hvis I er. Vi har brug for, at de nødvendige betingelser er til stede,« konstaterede Wallenberg.
De mange milliarder bliver nemlig fulgt af et enormt katalog af modkrav af byrdelettelser og regelforenkling.
Men både politikere og erhvervsliv bør indse, at den nuværende situation både kræver handling og pragmatisme.
»Politikerne kunne med fordel tage ved lære af erhvervslivets evne til at eksekvere og tage svære beslutninger, mens virksomhederne nok ikke ville tage skade af en politisk lektion i kompromisets kunst,« som min kollega Heidi Birgitte Nielsen, økonomisk redaktør her på Finans, noterede i en kommentar onsdag.
Forsamlingen af den politiske top og erhvervseliten i Europa var uden tvivl en stærk kandidat til årets gruppefoto. Men de både vidtløftige ord og ultimative krav rejser tvivl om, hvorvidt det er nok?
For nylig fejrede Draghi-rapporten etårs fødselsdag, og ved den anledning kunne man konstatere, at meget lidt er sket i arbejdet med at løfte den europæiske konkurrenceevne. Til gengæld har vi nu fået endnu en lov om emballage, der lægger nye byrder på virksomhederne.
Vi har brug for optimisme, og her kommer Andreas Odbjerg ind i billedet igen.
Tematikken om et Europa, der står over for sikkerhedspolitiske og økonomiske trusler som aldrig før, var den samme på Dansk Industris topmøde tirsdag i Jyske Bank-Boxen i Herning, hvor Dansk Industris førstemand, Lars Sandahl, var vært.
Bare med patospedalen trådt tåkrummende helt ned, som min kollega, virksomhedsredaktør Signe Ferslev, noterede i en kommentar.
Topmødet startede med, at lyset blev slukket og Andreas Odbjerg indtog scenen med hittet ”I morgen er der også en dag”.
»Du er gået i sort. Du siger livet er lort,« som han synger i omkvædet, inden han indgyder håb:
»Men tro mig lyset vender tilbage. For i morgen er der også en dag.«
Det er et godt nummer, Andreas Odbjerg var god, og vi har alle brug for håb. Men det var på en eller anden måde for tykt, for meget staveplade, så selv de mest tungnemme på bagerste række kunne forstå budskabet.
»Som Lars Sandahl sagde fra talerstolen, er det mod, der driver dansk erhvervsliv. Det er netop modet, vi skal tale op i stedet for at analysere og dvæle alt for meget ved mørket og benspændene. Så i stedet for at synge med på melankolien bør vi rette spotlyset mod dem, der risikovilligt bygger vores fremtid,« skrev Signe Ferslev.
Andreas Odbjerg, Ursula von der Leyen og årets gruppefoto er alle skridt i den samme retning. Mod at bygge et bedre, mere sikkert og mere konkurrencedygtigt Europa. Men er det nok?
Vi kan godt synge om lyset i mørket sammen med Odbjerg. Men hvis Europa for alvor skal genvinde sin styrke, kræver det mere end sentimentale sange og smukke hensigtserklæringer. Det kræver, at vores politiske ledere leverer de rammer, som erhvervslivet efterlyser, og at erhvervslivet påtager sig ansvaret for at investere i fremtiden. For håbet og lyset vender altså kun tilbage, hvis nogen tænder for kontakten.
Tirsdag optog vi en særudgave af vores podcast Bundlinjen live til Dansk Industris topmøde i Jyske Bank Boxen i Herning. Find den hvor du finder dine podcasts. Foto: Thomas Lekfeldt
Ugens fem vigtigste historier
1. Norsk olieboss ønsker tættere samarbejde med Ørsted
Midt i Ørsteds krise har storaktionæren Equinor sendt flere signaler om et snarligt større samarbejde mellem de to energigiganter. I et interview med Finans sætter det norske selskabs topchef Anders Opedal ord på, hvorfor en tættere relation mellem de to selskaber giver mening netop nu.
William Springer og fotograf Thomas Lekfeldt mødte Anders Opedal på DI Topmødet 2025 i Herning.
2. Dansk radarproducent advarede os mod dronetruslen i februar
Weibel Scientific har i halvandet år haft en droneradar, som kan spotte alle typer droner på lang afstand, klar. For et halvt år siden råbte selskabet vagt i gevær, og nu er der pludselig stor interesse for radaren i Danmark.
Jesper Kildebogaard interviewer Thomas Øiseth Munkholm, der ejer Weibel.
3. Dansk økonomi trodser ulmende europæisk krise med overlegen kraftpræstation
Tårnhøj beskæftigelse, de sundeste offentlige finanser og blandt de rigeste lande. Danmark skiller sig ud i en udfordret europæisk økonomi. Men hvorfor går det egentlig så godt? Tre fremtrædende økonomer giver deres bud.
Emma Qvirin Holst og Alexander Bitsch taler med Michael Svarer, professor på Aarhus Universitet, Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank og Signe Krogstrup, økonom og nationalbankdirektør siden 2020.
4. Ny topchef udpeget i Pandora
Tirsdag blev det offentliggjort, at den 56-årige spanskfødte Berta de Pablos-Barbier tager over som adm. direktør for børsnoterede Pandora, da den nuværende topchef, svenske Alexander Lacik, efter syv år ønsker at fratræde i foråret 2026.
Hun begyndte i november 2024 som marketingdirektør – chief marketing officer (CMO) – og tager nu efter blot et år springet op på topposten.
»I alle job, som jeg har haft, har jeg haft fokus på flere kriterier. Det ikke mindst, at jeg kan skabe succes med mine kompetencer og være mig selv og have det godt i jobbet. Men også at der er muligheder. Jeg vidste godt, da jeg sagde ja, at der kunne blive en mulighed for måske at blive CEO en dag,« fortæller Berta de Pablos-Barbier til journalist Jesper Olesen.
Læs hans interview med den nye Pandora-topchef lige her.
5. PFA kvaser konkurrenterne
Landets største pensionsselskab, PFA Pension, kvaser konkurrenterne, når store virksomheder sender ansattes pensionsordninger i udbud.
Det viser en liste over de seneste to års udbudsrunder, som Finans med hjælp fra kilder med brancheindsigt har stykket sammen.
Finans har identificeret 44 store udbudsrunder, som omfatter pensionsindbetalinger fra virksomheders ansatte på mindst 20 mio. kr. årligt.
Novonesis, Total Energies, Bech Bruun og Blue Water Shipping er blandt de pensionsudbud, som PFA har vundet. For hver gang pensionsgiganten har tabt en af de store virksomhedskunder til en konkurrent, har den vundet næsten to nye.
Den udvikling er slået igennem i nysalget, som ligger på et rekordhøjt niveau.
»I år er der mange af konkurrenternes ordninger, der er i udbud, og vi vinder heldigvis mange af de udbud, som vi deltager i. Vi har lige passeret 2 mia. kr. i nysalg i år. Det er alle tiders rekord,« siger Camilla Holm, koncerndirektør i PFA Pension.
Claus Iversen og Kristoffer Brahm med historien. Læs den her.
Podcast - Langt de fleste topchefer er middelmådige
Tre ud af fire topchefer vurderer selv, at de hører til blandt de bedste af slagsen.
Sandheden er – ifølge en undersøgelse – at 80 pct. faktisk ikke er mere end middelmådige.
Hvorfor er afstanden mellem selvbillede og realitet så stor? Og hvad kendetegner den fremragende topleder fra den middelmådige?
Danmarks bedste podcast om ledelse - Finans-podcasten ”Ledelse med Louise Orbesen” - har i denne uge besøg af et vaskeægte erhvervsikon. 85-årige Waldemar Schmidt – tidligere adm. direktør i ISS og mangeårig bestyrelsesprofil – er gæst i studiet.
Han deler sin test, der hjælper dig med at vurdere, om du har det, der skal til for at nå topposten – og hvor du skal udvikle dig.
Og så fortæller han også om, hvorfor så mange middelmådige chefer alligevel ender på piedestaler, hvordan man skelner substans fra storytelling, og hvad ambitiøse talenter bør gøre (og undgå) på vejen mod toppen.
Find podcasten her hos Finans, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.
Ugens Watch
Hver uge henviser jeg her til en af de bedste artikler fra vores kolleger på Watch Medier, som vi har et tæt samarbejde med.
I denne uge skal vi til Shippingwatch, hvor journalist Liv Almer skriver, at Mærsk som del af en ”intern organisering” har opløst stillingen chef for kulturforandring. Dermed skifter den hidtidige chef for området, Amalie Gravsen, job og bliver i stedet cadet and recruitment lead med ansvar for Nordeuropa.
Som chef for kulturforandring i Mærsks globale flåde har Amalie Gravsen blandt andet stået i spidsen for de tiltag, rederikoncernen satte i vandet, efter en række alvorlige sager om seksuelle overgreb og sexchikane ombord på Mærsks skibe i 2022 så dagens lys.
Amalie Gravsen fortsætter dog i afdelingen Marine People & Culture, som har været styret af Nynne Norman Scheuer siden begyndelsen af sidste år.
»I den nye rolle viderefører Amalie desuden arbejdet med at sikre, at alle Mærsks kadetter på tværs af regioner oplever et respektfuldt arbejdsmiljø og som næste generation ledere er klædt godt på til at sikre psykologisk tryghed og inkluderende arbejdsmiljøer for alle søfarende. Mærsks fokus på kulturtransformationen fortsætter uændret under ledelse af Nynne Scheuer,« oplyser Mærsk til Shippingwatch.
Ugens anbefaling - abonner på et Finans-nyhedsbrev
På Finans udgiver vi et væld af nyhedsbreve. Du læser blandt andet et nu. Se oversigten over dem alle og tilmeld dig her.
Men jeg vil i dag fremhæve og anbefale dig at abonnere på tre nyhedsbreve fra tre fremtrædende profiler på Finans.
Hver uge udgiver klimaredaktør Jakob Martini, virksomhedsredaktør Signe Ferslev og techjournalist Jesper Kildebogaard indsigtfulde, personlige og velskrevne nyhedsbreve. Du kan abonnere på alle tre via Finans eller følge med gratis via Linkedin.
Mandag udkommer Signe Ferslev med nyhedsbrevet ”Den gode nyhed er...”, hvor hun stiller skarpt på løsninger, innovation og muligheder – også når verden virker uoverskuelig.
Onsdag udkommer Jakob Martini med nyhedsbrevet ”Finans Impact”, hvor han giver dig et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends.
Torsdag udkommer Jesper Kildebogaard med nyhedsbrevet ”Finans Tech”, hvor han giver dig dit ugentlige indblik i teknologiens verden.
Ugens opkøb
I den forgangne uge har vi set to markante opkøb i den danske mediebranche, som hamrer en stor solid pæl igennem myten om mediernes og journalistikkens krise.
De medier, der formår at være relevante, indsigtsfulde og godt selskab kan sagtens opbygge solide og sunde forretninger. Det er opkøbene af både Zetland og Altinget et udtryk for.
Begge opkøb blev annonceret tirsdag. Først kom det frem, at Zetland er blevet solgt til den svenske mediegigant Bonnier, mens det lidt senere på dagen blev annonceret, at JP/Politikens Hus overtager de politiske nichemedier Altinget og Mandag Morgen.
Sidstnævnte opkøb, der først skal godkendes af konkurrencemyndighederne, er særligt interessant for os på Finans, da Altinget bliver en del af JP/Politikens Erhvervsmedier.
Her arbejder vi på Finans tæt sammen med Watch Medier, MarketWire og Dezeen om at etablere den stærkest mulige klynge af medier henvendt til professionelle aktører i ind- og udland.
Så varmt velkommen til alle vores nye kolleger fra Altinget og Mandag Morgen.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

