Finans Tech
Nu er startup-skibet virkelig blevet velsmurt - men sejler det i den forkerte retning?
Så er der fest – fest for iværksættere og investorer.
Den efterhånden temmelig store TechBBQ-konference er i fuld gang, i går og i dag, nu i Bella Center, fordi antallet af deltagere har sneget sig op på 10.000. Det, som for 12 år siden begyndte som en hyggelig samling af 300 danske iværksættere i tech-startup-miljøet – på Børsen i København – er nu en international konference i fuld skala.
Dette er Finans Tech - et nyhedsbrev for dem, der vil forstå teknologiens verden. Du kan abonnere gratis her.
Så mens der stadig er mange sessioner, hvor lovende iværksættere kan blive inspireret af founders, der har fået succes, eller fireside chats med investorer, der diskuterer dagens venture-klima, er der også meget andet. Smagsprøver på ost fra Schweiz fra en delegation fra Alpelandet, der ligesom en delegation fra Valencia i Spanien var i København for at promovere startup-mulighederne i lige deres region. Bjarke Ingels som keynote-speaker, der viste en strøm af billeder af bygninger, han havde designet, mens han fortalte om idéerne bag. Konsulentfirmaer på stribe, der gerne vil byde sig til. Og opslag på lygtepæle lige udenfor Bella Center, hvor et firma tilbyder spirende founders hjælp til at ’naile’ deres pitch deck (den korte powerpoint-præsentation), der skal bruges til at gøre investorer helt forelskede og åbne den store pengepung.
Jeg plejer at bruge TechBBQ som en anledning til at tage temperaturen på hele startup-miljøet, og det er selvfølgelig altid lidt kækt at forsøge at koge det ned til en enkelt artikel.
Ét år skrev jeg faktisk, sammen med en kollega, både den positive og den negative historie. En slags journalistisk helgardering.
Selvom der er meget andet på TechBBQ i dag, handler det stadig primært om iværksættere og investorer. Foto: Jesper Kildebogaard
Den gode nyhed i disse år er, at mange af de forhindringer, som tech-iværksættere kæmpede med for 13 år siden, er tromlet væk. Blandt andet fordi der dengang opstod en stærk, fælles kampvilje hos de danske tech-iværksættere. Der er i dag adgang til kapital, måske ikke i kæmpe skala, men for de helt nye og ikke så sikre startups. Der er mentorer og business angels med egne startup-erfaringer, som gerne vil hjælpe og investere. Og med hjælp fra kunstig intelligens kan man rykke hurtigt på den tekniske side, uden at have tre dygtige dataloger med på holdet.
»Det har aldrig været lettere,« sagde en svensk investor i en paneldebat onsdag.
Men i år er der et fællestræk hos dem, jeg har talt med, som handler om, at vi skal rykke videre til næste niveau. At det, vi nu er blevet ret dygtige til, ikke længere er nok. Vi har i Danmark skabt en række succesfulde startups, med produkter rettet mod virksomheder, som løser et specifikt problem. Men i fremtiden vil vi med AI-værktøjer selv kunne lave værktøjer, der passer lige til vores virksomhed. Så nu er det tid til at træde et skridt tilbage.
Vi har i stedet brug for startups, der tager udgangspunkt i den nye virkelighed – altså at AI-teknologien de kommende år vil udvikle sig så meget og så hurtigt, at hele grundlaget for at udvikle software og skabe nye produkter har ændret sig. Måske skal startups i stedet skabe værktøjerne, som virksomhederne kan bruge til at udvikle sin egen skræddersyede software. Eller bare tænke visionært og finde på noget, som virker indlysende om fem år.
Den snak har jeg ikke nået at skrive en hel artikel om, inden dette nyhedsbrev skal ud, men det kommer. Men jeg synes, det er virkelig interessant. Har vi endelig fået fuld damp på skibet, som står strømlinet og skinnende og nymalet – og så sejler vi den forkerte vej?
Samtidig er det svært at være pessimist ret længe ad gangen, når man går rundt mellem 10.000 mennesker, der er samlet om en fælles mission – at få endnu mere gang i startup-scenen, sikre fremtidens succeser og vækst i Danmark og Europa. Og lige i disse dage er der også en stribe startups, der går ud med godt nyt om nye venturerunder eller andre milepæle.
En anden udvikling, man kun kan glæde sig over, er alt det der foregår inden for life science, som det er døbt i dag. Her er kunstig intelligens blevet et stærkt værktøj til forskning og udvikling, så det, der tidligere var forbeholdt store medicinalselskaber, nu også kan komme fra små startups med skarpe hjerner. I Danmark har vi tillige Novo Nordisk Fonden til at skubbe bagpå, og på TechBBQ er man ikke i tvivl om, at Danmark er blevet et hotspot for startups inden for bio- og farma-teknologi.
UGENS NYHEDER
Intel er i krise – og dermed er USA’s chips-selvforsyning truet. Hvordan gik det til, at det legendariske chipfirma Intel nu står ved afgrunden? Det undersøger min kollega Thomas Høy – der også kigger på Donald Trumps løsning: At staten USA nu skal eje 10 pct. af Intel. Ikke ved at tilføje en masse milliarder, som Intel får brug for, men ved at omdanne tilskud fra Biden-regeringen til ejerandele. Hvis Intel sakker helt bagud, vil taiwanske TSMC kunne ende med et slags globalt monopol på de bedste chips.
Danmark får eget anlæg til chipproduktion – eller i hvert fald en del af det. I torsdags kunne Københavns Universitet løfte sløret for et nyt center, hvor Danmark fremover skal kunne producere de såkaldte wafers selv, i høj kvalitet – POEM Technology Center. Wafers er den runde plade – på størrelse med en pizza – som fungerer som base for selve computerchippen. En vigtig del, men ikke i sig selv nok til at producere færdige chips. ’Chips i verdensklasse’ var derfor at love lidt for meget, men stadig en spændende udvikling, især set i lyset af Intels problemer.
Danske virksomheder lider akut under manglende tech-forståelse. Både topchefer og bestyrelser i store danske virksomheder har alt for tit ikke kompetencer indenfor teknologi og digitalisering. Det er et alvorligt problem i en tid, hvor kunstig intelligens kan ændre hele brancher, lyder advarslen i en ny rapport, som min kollega Sille Wulff har set nærmere på. Hos ATP skal alle medarbejdere nu lære at arbejde med ny teknologi – også topcheferne, som tit bliver glemt, lyder meldingen.
Elon Musk er tilsyneladende sur over OpenAI’s succes. Først kom det frem, at han forsøgte at få Mark Zuckerberg med, da han i februar ville købe OpenAI for omkring 650 mia. kr. Det lykkedes ikke – hverken at få Zuckerberg med, eller at købe OpenAI for den slags småpenge. Nu er seneste kæphest hos Elon Musk, at Apple har indgået et samarbejde med OpenAI – og derfor aktivt undertrykker Elon Musks AI-chatbot Grok i Apple App Store. Altså ifølge Elon Musk. Apple har afvist alle anklager i det sagsanlæg, Elon Musk har sendt afsted. (Financial Times / Bloomberg)
UGENS ANBEFALING
Hvordan er det at arbejde for Mark Zuckerberg og skulle stå på mål for alle Metas dispositioner? Den tidligere toppolitiker fra Storbritannien, Nick Clegg, blev i 2018 ansat som talsmand for Meta-koncernen, men stoppede da Donald Trump blev præsident igen. Nu har han skrevet en bog om sin tid i Silicon Valley. Han fik en vanvittig god løn, siger han selv, og han vil også gerne stå ved, alt det han har forsvaret Meta for. Men han har også en del røfler til hele kulturen i Silicon Valley. Det er en lille boble af mennesker, der styrer de store tech-selskaber, med en flokmentalitet, men også en mærkværdig offer-fortælling. Det er synd for dem, mener de selv, fortæller Nick Clegg i et af de interviews, han har givet om bogen, i The Guardian (som er gratis at læse).

