Fortsæt til indhold

Finans Tech

Bliver det Netflix der vinder - eller bliver det Trumps venner, der gerne vil gøre kritiske tv-stationer mere konservative?

Donald Trumps venner har mange penge. Blandt andet Larry Ellison og hans søn David Ellison, som først købte tv-kanalen CBS og nu jagter CNN for at gøre dem konservative. Men så kom Netflix på banen. Foto: Reuters/Jonathan Ernst
Finans Tech

KÆRE LÆSER

Som journalist kan man ikke bare skrive på sine fornemmelser. Så jeg kunne ikke i første omgang skrive, hvad det nok egentlig handlede om. Men det skinnede klart igennem, at der var noget andet på spil end helt traditionel konkurrencelov, da der fredag eftermiddag faldt en bombe i den amerikanske film- og tv-branche.

Er du interesseret i teknologiens verden? Skriv dig op til nyhedsbrevet Finans Tech her.

Netflix bød 530 mia. kr. for det ikoniske filmselskab Warner Bros. og det tilsvarende ikoniske tv-selskab HBO. Donald Trumps reaktion på den udvikling var, at det var noget, han personligt ville kigge på, og at der kunne være nogle problemer med sådan et opkøb.

Det er selvfølgelig rigtigt, at Netflix har en stor markedsandel på streaming, og at det kan være et problem. Men hvor stor en del af lagkagen, Netflix ville sidde på med det opkøb, afhænger helt af, hvad man propper i den lagkage.

For eksempel siger Netflix selv, at Youtube er den klart største konkurrent, selvom Youtube ikke regnes som et film- eller tv-selskab. Men hvis man ser på andelen af vores medieforbrug, er det dog ikke helt urimeligt at regne Youtube med.

Jeg skrev om overtagelsen mandag formiddag. Men kort tid efter udgivelsen af den artikel blev Netflix overbudt. Paramount Skydance meldte sig ind i kampen med et bud på næsten 700 mia. kr. for hele Warner Bros., altså inklusive en række tv-kanaler, som ikke indgik i Netflix’ planer. Disse kabel-tv-kanaler er ikke specielt gode forretninger. De har heller ikke et værdifuldt bagkatalog, som Warner Bros. har med Harry Potter og tusindvis af andre godter.

Men blandt tv-kanalerne er CNN – og det er afgørende her.

David Ellison, søn af Larry Ellison, som indtil for nyligt var ret ukendt, men nu er ved at bygge et magtfuldt medieimperium. Foto: Scanpix/Reuters/Jeenah Moon

Jeg har ikke et kildenetværk i Det Hvide Hus, men det har Wall Street Journal. Og fra kilder tæt på Trump kunne avisen skrive det direkte: David Ellison, ejer og topchef hos Paramount Skydance, har lovet Donald Trump, at han nok skal lave ”omfattende ændringer” hos CNN, hvis han bliver den nye ejer. Altså ændringer, der skubber stationens dækning længere til højre.

David Ellison er søn af Larry Ellison, stifteren af Oracle, en af klodens rigeste mænd, og en af Trumps nærmeste allierede i tech-verdenen.

Da Elon Musk købte Twitter, var det første åbenlyse eksempel på hovedrige tech-moguler, der sætter sig på massemedierne. Han erklærede meget direkte, at han ville gøre op med Twitters hidtidige alt for ”woke” og venstresnoede holdninger.

Larry Ellison smed i øvrigt en milliard dollars ind i opkøbet af Twitter, uden andet end Elon Musks ord for, at det var en god idé. Nu kan Larry Ellisons mange milliarder igen påvirke USA’s og måske også vores mediebillede markant.

Sønnen David Ellison er nemlig filmproducent og står bag selskabet Skydance. Sidste år kunne han med familiens store tegnebog (og nogle store lån) overtage Paramount-koncernen, der blandt andet rummer tv-kanalen CBS. En af de kanaler, der traditionelt har været liberal i amerikansk forstand, og som altså ikke er gået ned ad Fox News-vejen.

Nu har CBS fået en konservativ overhaling, hvor David Ellison har sat stærkt konservative personer ind i nøgleroller, blandt andet som nyheds-ombudsmand på stationen. Og CNN var næste mål, gennem opkøbet af hele Warner Bros. Discovery-koncernen.

David Ellison har hele efteråret været i gang med at forsøge at købe Warner Bros. Discovery. Der er blevet lagt højere og højere bud, i takt med at de blev afvist. Men så blev han altså overbudt af Netflix, og så slog Warner Bros. Discovery til. Så snart den aftale blev offentliggjort, ringede Larry Ellison direkte til Donald Trump for at forklare ham, at det var en rigtig dårlig idé med Netflix-opkøbet, fordi det vil skabe en for dominerende spiller. Ifølge Wall Street Journals kilder i Det Hvide Hus.

Imens holder Donald Trump de to forskellige bejlere lidt ud i strakt arm og siger noget i retning af – men ikke ordret - ”hm, lad os se, hvad I kan tilbyde hver især, før jeg tager en beslutning”.

Politik er selvfølgelig altid fyldt med lokumsaftaler og løftestænger, men sjældent har det været så åbenlyst som nu, at fortolkning af lovens ord nu afhænger af, hvem der er bedst til at klø præsidenten på ryggen. Heldigvis for Donald Trump er konkurrencelovgivningen ret fleksibel. Som vi også har set med nogle af EU’s store sager imod tech-giganterne, hvor der i USA var stor utilfredshed med tolkningen af konkurrenceloven i EU.

Nu bliver det temmelig spændende, hvem der løber af med sejren.

»Vi er her for at afslutte, hvad vi har begyndt,« sagde David Ellison mandag til tv-stationen CNBC.

Hvis han ender med at vinde, ved at smide et enormt beløb på bordet, med hjælp fra statslige fonde i Mellemøsten, vil det amerikanske mediebillede ændre sig. Endnu en stor tv-station vil med ført hånd blive mere Trump-venlig.

UGENS NYHEDER

AL Sydbank har valgt it-leverandør: Bankdata. Den nye bankfusion AL Sydbank stod med to forskellige leverandører af de centrale it-ydelser. Sydbank var hos Bankdata, mens Vestjysk Bank og Arbejdernes Landsbank var BEC-kunder. Derfor skulle der vælges, og det blev Bankdata, der vandt hele kontrakten. Mine kollegaer, der dækker banksektoren, har skrevet grundigt om hele forløbet og konsekvenserne. Blandt andet at det koster halvanden milliard at flytte væk fra BEC, hvilket slår kraftigt igennem i årets regnskab for den nye fusionsbank.

Mark Zuckerbergs eventyr til 500 mia. kr. går i bakgear. Metaverset og videobriller er fremtidens nye, afgørende teknologi. Det mente Mark Zuckerberg i hvert fald tilbage i 2021, hvor han omdøbte Facebook-koncernen til Meta og skruede godt op for investeringerne i at udvikle 3D-universer og VR-briller. I dag, fire år senere, har der været et samlet underskud på knap 500 mia. kr. på den satsning. Og nu er han nødt til at skrue ned. Den satsning – og villigheden til at satse – har jeg skrevet om her.

AI-boblen kan blive punkteret af manglen på strøm. Der bliver bygget datacentre i vildskab i USA, for ingen af AI-selskaberne vil stå tilbage og mangle kapacitet og regnekraft. Men der er en anden flaskehals, som er sværere at lave om på – nemlig det enorme behov for mere strøm, der følger med datacentrene. Det har mine kollegaer Daniel Skinbjerg og Emma Qvirin set nærmere på her.

Microsoft bygger tre nye datacentre i Vestjylland til ”tocifret milliardbeløb”. Vi kan også være (lidt) med i Danmark, hvor Microsoft lige har annonceret sin største investering til dato her til lands: Tre datacentre placeret omkring Esbjerg og Varde, som vil koste mindst 10 mia. kr. at bygge. De fleste af pengene i den slags projekter går typisk til indmaden, altså indkøb af chips og servere. Microsoft forudser op til 1400 personer i gang på hver byggeplads, når der er travlest med byggeriet. Når datacentrene er i drift, vil de samlet give cirka 500 arbejdspladser. Microsoft er allerede ved at bygge tre datacentre på Sjælland, omkring Høje-Tåstrup og Køge.

SpaceX fordobler sin værdi på fem måneder – måske. I Elon Musks store pulje af projekter og virksomheder er SpaceX en af de mere fredelige, fordi den ikke er børsnoteret eller driver et socialt netværk. Men rumfirmaet er blevet fuldstændigt dominerende på raketopsendelser og satellitter. Og nu arbejder ledelsen på at sælge aktier til medarbejdere til en pris, der svarer til en fordobling af markedsværdien siden juli, rapporterer Bloomberg. Den nye markedsværdi bliver efter planen på 5.140 mia. kr., men det er ikke låst fast og afhænger af efterspørgslen. Til sammenligning er det fem gange værdien af Novo Nordisk.

Netcompany flytter ind hos Gefion-supercomputeren. Den store AI-supercomputer Gefion, som Novo Nordisk Fonden og Eifo har skudt 600 mio. kr. i, har ikke haft en telefonstorm af interesserede kunder, men har indtil nu primært fået fat på Novo Nordisk og Lundbeck. Nu vil også Netcompany bruge Gefions mange kraftige AI-chips, skriver topchef André Rogaczewski på Linkedin.

UGENS ANBEFALING

Jeg skriver ikke så meget om samfundsvinklerne i tech, altså for eksempel om skærmtid eller digitalisering af skolen eller konsekvenserne af sociale medier.

Men det er vigtige historier, og jeg faldt over en interessant af slagsen hos Jyllands-Posten. Her fortæller psykologen Lotte Rubæk om sin rolle i et panel, som Meta havde samlet internationalt, som skulle forholde sig til problemer med psykisk sårbare unge. Lotte Rubæk er ekspert i unges selvskade, og videoer på blandt andet Instagram blev brugt som inspiration af unge, som skadede sig selv, i de værste tilfælde med døden til følge.

Hun fik aldrig tilsendt dokumenterne med en tavshedsklausul, så hun kan tale frit. Og hun var meget lidt imponeret og kalder hele konceptet for varm luft.

»Ekspertgruppen fandtes udelukkende for, at de kunne bruge den som forsvar, når en dårlig historie dukkede op. De trak aldrig på os, de var ikke en døjt interesserede i selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord,« siger hun.

Meta svar på kritikken er, at de er meget uenige i påstandene fra Lotte Rubæk, og at de arbejder meget seriøst med at fjerne indhold, der kan være skadeligt.