Fortsæt til indhold

Finans Impact

Danske pensionskunder sender milliardbeløb efter nybrud hos CIP

Finans Klima

KÆRE LÆSER

Manglen på arbejdskraft er den største trussel for vores samfund de næste 20 år. Sådan lyder advarslen fra topchef i Dansk Industri, Lars Sandahl, på baggrund af en rundspørge blandt organisationens medlemmer.

Der er ingen klare svar på, hvor arbejdskraften skal komme fra, for problemet er gældende for hele EU.

Et sted, hvor der i den grad er brug for arbejdskraft, er i projekter relateret til den grønne omstilling. Flere virksomheder er klar til at søsætte grønne projekter, blandt andre Ørsted og CIP. Senest har de to meldt sig klar i startblokken til at forløse potentialet for at gøre Danmark til en førende producent af grøn brint og sikre en kæmpe milliardgevinst til det danske samfund.

I sidste uge blev ligestilling og accept af minoriteter markeret ved Copenhagen Pride, men det er ikke kun en uge om året, at de emner er vigtige for erhvervslivet. En undersøgelse viser, at fire ud af fem danske LGBTQ+-personer har været udsat for eller vidne til diskriminerende situationer på deres arbejdsplads i de seneste to år. Ninna Køhrsen er it-specialist i Danske Bank og fortæller her, hvordan det var at fortælle sin leder om behovet for at skifte køn.

Og så er vi i luften med endnu en episode af vores podcast, der går bag om nogle af de historier, du også kan læse om her i nyhedsbrevet.

Hvis du har idéer til historier, vi skal kaste os over, er du velkommen til at kontakte os på sife@finans.dk.

Her har du ugens nyhedsbrev fra FINANS IMPACT. God læselyst.

Ninna Køhrtsen, der er it-specialist i Danske Bank, bestyrelsesmedlem i Danske rainbow network og transkønnet.FOTO: Stine Bidstrup

Foto: Stine Bidstrup

Danske pensionskunder sender milliardbeløb efter nybrud hos CIP
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er i gang med at skrabe penge ind, som de kan investere i andre selskabers grønne projekter, og 160.000 danske pensionskunder er netop kommet med på den rejse. Pensionskasserne Pplus og Lægernes Pension har nemlig valgt at skyde tilsammen 1,5 mia. kr. i kreditfonden Green Credit Fund I.

Manglen på arbejdskraft vil vare de næste 20 år og kan forsinke den grønne omstilling
DI har for nylig gennemført en rundspørge blandt sine medlemmer. Her peger næsten halvdelen af virksomhederne på mangel på arbejdskraft som det, der får dem til at undlade at investere og gå efter at blive større. Adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen advarer om, at manglen på arbejdskraft er en ny normal og en permanent udfordring de næste 20 år.

Milliardregn i sigte: Giganter står på spring med kæmpestore brintprojekter
Et studie fra statsejede Energinet, der ejer og driver dansk energi-infrastruktur, har for nylig vist, at der er udsigt til en samfundsgevinst på op mod 75 mia. kr., hvis man etablerer den nødvendige brintinfrastruktur. Store spillere som Ørsted, CIP og H2 Energy melder sig klar til at søsætte kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Ninna Køhrsen levede et dobbeltliv – nu er hun med til at styrke inklusionen i Danske Bank
For godt 10 år siden stillede Ninna Køhrsen sig op på et afdelingsmøde i Danske Bank og fortalte, at hun var i færd med at skifte køn. Siden da er samfundet nået langt i sin accept af minoriteter, men en undersøgelse viser, at fire ud af fem danske LGBTQ+-personer har været udsat for eller vidne til diskriminerende situationer på deres arbejdsplads i de seneste to år.

Alvorlig tørke i Panama rammer global shippingindustri
En alvorlig tørke i Panama skaber usædvanlig lang ventetid og restriktioner på transporten via en af verdens vigtigste vandveje. Vandstanden i Panamakanalen er så lav, at der er sat begrænsninger på, hvor mange fragtskibe, der kan komme igennem den mellemamerikanske hovedfærdselsåre, skriver blandt andet Financial Times, der kalder det et eksempel på, hvad klimaforandringer gør ved den globale verdenshandel.

Podcast

Impact podcast: Hvor skal arbejdskraften til de grønne projekter komme fra?
Lyt til Finans’ nye podcast, hvor vi dykker ned i ugens historier, trends og mennesker inden for klima, socialt ansvar og ledelse (ESG). I denne uge handler det om, hvor arbejdskraften til den grønne omstilling skal komme fra, og om en mulig milliardgevinst for samfundet, hvis der bliver sat skub i store brintprojekter i Jylland.

Ugens inspiration

Foto: Kasper Heden Andersen

Nyt studie med potentiale til at bremse den globale opvarmning
En gruppe forskere fra California University Long Beach er kommet frem til en metode til at fjerne metan, en potent drivhusgas, der er bedre til at holde på varmen end CO2. Det sker ved at bruge en gruppe bakterier kendt som metanotrofe-bakterier til naturligt at omdanne metan til kuldioxid og biomasse. Teknologien har potentiale til at reducere udledningen af den potente drivhusgas, omend det kræver store investeringer. Læs mere om den sag i Guardian.

Debat

Ulighed udgør en betydelig risiko for erhvervslivet
De politiske og økonomiske fundamenter, som erhvervslivet er afhængigt af, er truet af ulighed, skriver Gitte Winther Bruhn i en kommentar på Finans. Hun er Global Head of Social Responsibility Solutions hos SAP og mener, at det begrænser produktiviteten, destabiliserer forsyningskæderne og dæmper forbrugernes tillid og forbrug. Omkostningerne ved manglende handling vil stige dramatisk i takt med, at systemisk risiko af uligheden øges, lyder det.

Artiklens emner
DI
SAP