Finans Impact
Finansdirektører arbejder nu med flere bundlinjer, historiske mængder havvind er på vej, og en grøn virksomhed er blevet stævnet af investor.
KÆRE LÆSER
Mange holder efterårsferie - det skal være jer vel undt - mens andre holder hjulene i gang. Hvor end du er, får du her ugens overblik fra Finans Impact.
Finansdirektører oplever lige nu en fundamental ændring i deres funktion som CFO, hvor samspillet med virksomhedens sustainability-chef er blevet afgørende for succes. Ifølge Bestsellers finansdirektør, Thomas Børglum Jensen, er det »enormt vigtigt, at man ret hurtigt kommer væk fra at tænke en virksomheds performance som en omsætning og en profit.« Pandoras finansdirektør Anders Boyer går så langt som til at kalde det »et stort paradigmeskift.«
Vi kan se frem til 2024, hvor der ifølge en ny opgørelse bliver udbudt historisk store mængder havvind i Europa. I 2022 blev der ikke udbudt en eneste havvindpark, mens der i 2023 blot bliver udbudt 13,2 gigawatt (GW) havvind i hele Europa. Til gengæld forventes det, at et sted mellem 40 og 50 GW bliver sendt til auktion i Europa næste år, og det sætter fart i regeringers klimaambitioner frem mod 2030.
Du kan også læse om den grønne startup-virksomhed Pond, som er blevet stævnet af en tidligere investor, som vil have sine penge tilbage. Han er ikke den eneste, som har vendt Pond ryggen de seneste år.
Finans Impact skriver om emner inden for klima og miljø, socialt ansvar og ledelse. Få overblikket her i ugens nyhedsbrev. God læselyst!
Foto: Joachim Ladefoged
Finansdirektører oversvømmet med nye opgaver: »Det er et stort paradigmeskift«
Klima og miljø, socialt ansvar og governance (ESG) er med raketfart braget ind som en central dimension i virksomhedernes kerneforretning, og det har fundamentalt ændret finansdirektørernes rolle. »Det er en helt ny dimension i, hvordan vi træffer beslutninger som CFO,« lyder det fra Pandoras finansdirektør, Anders Boyer.
Investorer og samarbejdspartnere har forladt grøn startup
Den aarhusianske startup-virksomhed Pond er blevet spået en lysende fremtid med sit bionedbrydelige alternativ til konventionel plast. Men en række samarbejdspartnere har givet op undervejs, blandt andre Jimmy Olsen, som investerede millioner i Pond men sidste år stævnede virksomheden for at få sine penge tilbage.
Nu kommer syndfloden af havvind til Europa - men kineserne lurer i kulissen
I 2024 bliver der ifølge ny opgørelse fra analysehuset Aegir Insights udbudt historisk store mængder havvind i Europa. »Vi kigger ind i, at der er et sted mellem 40 og 50 GW, der bliver sendt til auktion i Europa næste år,« siger Rikke Nørgaard, medstifter og kommerciel direktør i Aegir Insights. Det er gode nyheder for den grønne omstilling, men muligvis også startskuddet til kinesiske vindmøller i europæisk farvand.
Forkælede og krævende: Generation Z giver cheferne grå hår i hovedet
Over halvdelen af landets ledere synes, at det er mere udfordrende at lede generation Z end deres øvrige ansatte. Det viser en ny rundspørge, som den faglige organisation Lederne har gennemført. Signe Bilde Jørgensen, arbejdslivspolitisk chefkonsulent i Lederne, forklarer, at generationen stiller store krav til både arbejdslivet, ledere og arbejdspladsen. Finans har i de seneste par uger stillet skarp på den nye generation på arbejdsmarkedet, som i disse år strømmer ud på arbejdsmarkedet. Find hele artiklen-serien her.
Hårde beskyldninger om seksuelle overgreb mod dansk direktør
Fintech-virksomheden Tradeshift smed en bombe, da de beskyldte tidligere direktør og medstifter Christian Lanng for seksuelle overgreb og krænkelser. Christian Lanng var hurtig til at afvise alle anklager og i stedet pege på Tradestifts nuværende ledelse for at tage beskidte midler i brug i en intern magtkamp. Siden er alle virksomheder og personer omkring ham klappet i.
Podcast
Impact-podcasten holder efterårsferie. Vi er tilbage i næste uge, hvor vi tager fat på de vigtigste historier fra Impact-redaktionen.
Ugens inspiration
Foto: Jysk
Jysk fordobler bonus til medarbejdere
90 ud af 111 danske Jysk-butikker har øget omsætningen , og derfor kan butiksmedarbejderne i de 90 butikker se frem til en bonus på samlet 6,7 mio. kr. Samtidig udbetaler Jysk 6,4 mio. kr. til lagermedarbejderne på distributionscentret i Uldum. »Vores medarbejdere ude i butikkerne har ydet en kæmpe indsats i året, der er gået, og der er blevet kæmpet for hver en krone i kassen,« lyder det fra Bo V. Andersen, landedirektør i Jysk Danmark.
Debat
Geopolitiske spændinger: USA har andet at bekymre sig om end Kina
Ifølge Janan Ganesh, politisk kommentator på Financial Times, gennemgår USA lige nu den mest akavede fase i et imperiums livscyklus. Ganesh skriver i en kommentar på ft.com, at selvom USA’s relative magt i verden er noget nede fra dets toppunkt, er byrderne det ikke. Det kræver, at der bliver prioriteret.

