Centralbankchef: Handelskrig kan dæmpe behovet for rentestigninger
Donald Trumps ønske om told på stål og aluminium kan føre til en handelskrig, der kan nedsætte behovet for rentestigninger i USA, siger en centralbankchef.
En potentiel handelskrig skaber tvivl om, hvor mange gange den amerikanske centralbank bliver nødt til at hæve renten i år.
Det oplyser formanden for Federal Reserve Bank i Atlanta, Raphael Bostic, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
»Udviklingen i handelspolitikken har skabt en vis usikkerhed om, hvordan økonomien udvikler sig. Derfor indtager jeg en vent og se-holdning,« sagde Raphael Bostic til journalister onsdag i Florida, USA.
Direkte adspurgt, om han skeler til to-tre eller tre-fire renteforhøjelser, svarede han:
»Alt er på bordet.«
Den nytiltrådte centralbankchef, Jerome Powell, sagde i sidste uge i den amerikanske kongres, at modvind var blevet til rygvind for den amerikanske økonomi. Det skabte i investorkredse en forventning om fire renteforhøjelser i år, skriver Blooomberg.
De forventninger kan blive gjort til skamme, hvis præsident Donald Trumps planer om at indføre told på stål og aluminium fører til gengældelse fra andre lande og dermed en ny handelskrig.
»Vi ved ikke, hvilke produkter, der bliver trukket ind i dette told-regime. Europa har signaleret, at det vil ramme en lang række andre produkter, som ikke er aluminium og stål, så der er ingen reel sikkerhed for, hvilke produkter, der skal trækkes ind i det her,« sagde Raphael Bostic.
Det giver ifølge Bostic kun yderligere usikkerhed, at Donald Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, tirsdag valgte at fratræde. Han går for at have været en af de største fortalere for frihandel i Det Hvide Hus.
»Jeg vil forvente, at det får en betydning. Hvis du kigger på det økonomiske hold, spillede Cohn en særlig rolle,« sagde Raphael Bostic.
Det er forventningen, at FED hæver renten på mødet den 20. og 21. marts.



