Fortsæt til indhold

USA rammer EU, Mexico og Canada med særtold

Den amerikanske regering har nu besluttet at lægge told på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico.

Økonomi

Den amerikanske regering har nu truffet beslutning om at lægge told på stål og aluminium fra blandt andet EU. Det rapporterer Reuters og CNBC.

Der bliver tale om en told på 25 pct. på stål og 10 pct. på aluminium, og de nye tariffer træder i kraft allerede fra midnat. Også Mexico og Canada er omfattet af de nye toldsatser.

Ifølge CNBC slipper lande som Sydkorea, Argentina, Australien og Brasilien for told, men pålægges til gengæld kvoter.

Det ventes, at EU vil gøre gengæld og lægge told på en række varer fra USA. Frygten er, at konflikten vil eksalere til en egentlig handelskrig mellem verdens to største økonomier - EU og USA.

Ifølge Reuters ser den amerikanske handelsminister Wilbur Ross frem til de kommende forhandlinger med EU, og han oplyser, at »der er også andre emner, som vi er nødt til at få løst«.

Wilbur Ross konkretiserer dog ikke, hvad EU skal gøre, for at få fjernet den nye told på stål og aluminium.

Ifølge CNBC og tyske medier er Donald Trump imidlertid også ude med riven efter tyske biler som Mercedes-Benz. Hvordan de tyske biler skal afskæres fra det amerikanske marked, og hvordan det kan kædes sammen med den aktuelle toldkrig er dog endnu uklart.

Artiklens emner
Wilbur Ross