Vagthund: Banker er ukritiske på hæsblæsende andelsboligmarked
I mange tilfælde ser pengeinstitutter slet ikke på, hvad den ejendom, der købes andelsbolig i, er værd. Sådan lyder det i ny kritisk rapport fra Finanstilsynet om et glohedt andelsboligmarked.
Det buldrer løs på andelsboligmarkedet i især hovedstaden og Aarhus - og en perlerække af landets største banker står klar med alt for lette penge til at hjælpe bølgen på vej.
Sådan lyder det i en ny redegørelse fra Finanstilsynet, der har set på seks af landets største bankers udlån til andelsboligmarkedet i de to byer.
»Lån til køb af andelsbolig er karakteriseret ved, at institutterne dels løber en risiko på den enkelte køber, dels på den underliggende værdi af andelsboligforeningens ejendom. Alligevel ser vi, at der i mange tilfælde ikke sker værdiansættelse af foreningens ejendom, men at institutterne ukritisk yder lån alene på baggrund af handelsprisen på andelsboligbeviset. Det er særligt bekymrende, når andelsbeviser i vækstområderne bliver handlet til meget høje priser,« lyder det i en pressemeddelelse om undersøgelsen fra vicedirektør i tilsynet, Kristian Vie Madsen.
Når tilsynet rent faktisk kunne se, at bankerne havde vurderet selve ejendommen, var långivningen langt mere inden for skiven. Men en række af bankerne skal netop af den grund nu ud og se på ejendomme, lyder det i rapporten:
»En række ejendomme og andelsbeviser var overvurderede i tilfælde, hvor institutterne ikke foretog en værdiansættelse af ejendommen. Omfanget af overvurderinger var størst hos institutter, der alene og ukritisk baserede deres vurderinger på andelsboligforeningernes værdiansættelse.«
»Finanstilsynet gav påbud til en række institutter om at tage stilling til den reelle værdi af andelsbeviset og dermed også om at vurdere andelsboligforeningens ejendom i alternativ anvendelse som udlejningsejendom. Påbuddene blev givet med baggrund i, at den manglende værdiansættelse af ejendomme i andelsboligforeninger førte til en undervurdering af risikoen ved bevillingerne.«
Finansvagthundens undersøgelse har omfattet Danske Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar Bank, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn.


