Varm sommer har ramt salget i de danske butikker
Den gode sommer har kostet penge for de danske detailbutikker i juli, hvor varmen har afholdt forbrugerne fra at shoppe løs.
Den lidt svage måned ændrer dog ikke ved, at der er godt gang i forbruget og dansk økonomi, vurderer flere økonomer.
- Mens der blev langet flere is og grillpølser over disken og indkøbt lidt nyt sommertøj, valgte mange danskere en tur på stranden frem for i butikkerne, skriver cheføkonom Signe Roed-Frederiksen fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.
Ifølge Danmarks Statistik faldt detailsalg 0,3 pct. i juli sammenlignet med juni, hvilket var anden måned i træk med tilbagegang.
Der er dog visse dele af detailhandlen, som har nydt godt af sommervarmen og oplevet stigende salg i juli - herunder cykelforhandlere, byggemarkeder og fiskehandlere.
Ifølge cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit er det danske privatforbrug overordnet set i god gænge, selv om sommervarmen har ramt forbruget.
- Ser vi igennem tørkens påvirkning af tallene, så har der dog været en fornuftig fremgang i detailsalget igennem første halvår af 2018. Ikke prangende, men dog alligevel pæn. Det vidner om, at danskernes privatøkonomi er i god form i øjeblikket, og at der derfor er plads til at øge forbruget, skriver han i en kommentar.
Set over det seneste år steg detailsalget med 0,5 pct. i juli.


