Donald Trumps mexicanske finte vækker forargelse i Kongressen
USA's præsident risikerer ikke blot at forværre forholdet til Canada via sin forhåndsaftale med Mexico om et nyt NAFTA-samarbejde. Han risikerer også at blive afsløret i tomme trusler.
Donald Trump har atter fået lejlighed til at vise, hvad der sker, når en hård forretningsmand slippes fri på den øverste politiske post.
Mandag proklamerede USA's præsident således, at USA og Mexico er blevet enige om en stribe nøglejusteringer af handelsaftalen NAFTA, hvilket står for North American Free Trade Agreement.
Som navnet næsten afslører er Canada - USA's nærmeste allierede - imidlertid også en del af den aftale, der nu ser ud til at skulle revideres.
Det kræver bare, at Canada vil være med til det. Derfor landede den canadiske forhandlingsdelegation tirsdag eftermiddag amerikansk tid i Washington D.C., hvor Donald Trump på forhånd lod forstå, at han er parat til at annullere NAFTA-samarbejdet til fordel for en bilateral aftale med Mexico, hvis Canada ikke skriver under på det, de to andre lande allerede er nået frem til.
Der er formentlig tale om en taktisk manøvre hentet fra den mest betonhærdede del af forretningsverdenen, men derfor er det alligevel ikke særlig smart af Donald Trump, hævder mange medlemmer af Kongressen nu over for flere amerikanske medier.
For det første risikerer Trump at forværre forholdet til Canada, og for det andet har han slet ikke hjemmel i loven til at erstatte NAFTA-aftalen med en bilateral aftale i og med, at det såkaldte fast track-system - der skal gøre det nemt for præsidenten at handle hurtigt i den slags situationer - specifikt omtaler en aftale med tre lande i dette tilfælde.
Hvad forhåndsaftalen med Mexico præcist indebærer er endnu ikke blevet offentliggjort, men forlydenderne om, at USA er villig til at skrue lidt ned for sin protektionistiske handelspolitik fik tirsdag det amerikanske aktiemarked til at hæve armene i vejret.

