- Opdateret 06/12/2018 kl. 15:14
Første gang siden 2002: Danmark har ikke længere det højeste skattetryk
Danmark har ikke længere det højeste skattetryk blandt OECD's medlemslande, viser nye tal.
En epoke i dansk skattehistorie er slut. Danmark er nemlig ikke længere det OECD-land med det højeste skattetryk, viser nye tal fra OECD.
Danmark indtager nu en andenplads, efter at skattetrykket er faldet fra at udgøre 46,2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i 2016 til 46 pct. i 2017.
Førstepladsen bliver nu indtaget af Frankrig, hvor skattetrykket i samme periode er steget fra 45,5 pct. til 46,2 pct. af BNP.
Skattetrykket udregnes på baggrund af de samlede skatter og afgifter i pct. af BNP.
Det er ikke kun i forhold til selve skattetrykket, at året 2017 skiller sig ud. I begyndelsen af november viste nye tal fra Danmarks Statistik, at det beløb, som danskerne skulle betale i skat, for første gang nogensinde rundede 1 billion kr.
Helt præcist endte skatteindtægterne på 1.000.053.270.000.
»I forhold til 2010 har stigningen været næsten 23 pct. Skatteindtægterne stammer fra forskellige kilder, men den største er indkomstskatter, som indbragte 442 mia. kr. i 2017. Momsen er med 208 mia. kr. den næststørste post. Fordelingen af indtægterne mellem de forskellige skatter har været relativt stabil i den viste periode,« skrev Danmarks Statistik.
Der er dog et men i fortællingen om skatteindtægterne. Tallet dækker nemlig over, hvad der skulle være indbetalt i skatter, men ikke hvad der rent faktisk er blevet indbetalt.
I 2010 blev der f.eks. afskrevet skatter for 3,6 mia. kr. Problemerne i det daværende Skat resulterede i, at tallet nåede helt op på 19,4 mia. kr. i 2015. Sidste år faldt tallet, så det endte på 8,9 mia. kr.
Danmarks Statistik oplyser, at de afskrevne skatter i et enkelt år kan stamme fra tidligere år. Det gør det sværere at opgøre, hvor meget af den skat, der skulle betales i et enkelt år, endte med ikke at komme i statskassen på pågældende år.