Pessimismen breder sig blandt danske topchefer
Kun en tredjedel af de danske topchefer forventer, at verdensøkonomien vil vende sig til det bedre i 2019.
DAVOS – Danske topchefer har almindeligvis et optimistisk livssyn. Men ikke længere.
I den netop offentliggjorte udgave af Global CEO Survey 2019 fra PricewaterhouseCoopers (PwC) er pessimismen til at tage og føle på.
For ét år siden forventede totredjedele af de danske topchefer, at verdensøkonomien ville bedres. I dag har kun en tredjedel af dem troen i behold. Dermed er de faktisk mere pessimistiske end topcheferne globalt, hvor 42 pct. forventer en forbedring.
Mandag sænkede Den Internationale Valutafond (IMF) for 3. kvartal i træk forventningerne til den verdensøkonomiske vækst. IMF forventer nu, at verden er kommet ud af 2018 med en realvækst på 3,7 pct., der vil falde til 3,5 pct. i år for at stige marginalt til 3,6 pct. i 2020.
IMF ser især en kraftig opbremsning i den økonomiske vækst i USA frem til udgangen af 2020, men også Kina fortsætter de senere års fald i den økonomiske vækst, om end valutafonden her ser en stabilisering i 2020.
»De danske topchefer er i høj grad påvirket af den geopolitiske uro, der rammer nogle af Danmarks vigtigste eksportmarkeder. Vi ser samtidig, at væksten p.t. er gået i stå i Tyskland, hvor danske virksomheder traditionelt har en stor andel af deres eksport,« siger Mogens Nørgaard Mogensen, seniorpartner og adm. direktør i PwC Danmark i en kommentar.
IMF forventer, at den økonomiske vækst i Tyskland vil falde fra 1,5 pct. i fjor til 1,3 pct. i år for atter at stige til 1,6 pct. i 2020.
PwC offentliggør først hele den danske del af Global CEO Survey den 7. marts.
Er de danske topchefer pessimistiske, hvad verdensøkonomien angår, er de til gengæld anderledes optimistiske, når det gælder udviklingen i den virksomhed, som de har ansvaret for.
Her forventer 49 pct. af de danske topchefer vækst i egen virksomhed i de kommende 12 måneder, hvor det globalt kun er 35 pct. af topcheferne, der har de forventninger.
På tre års sigt regner hele 51 pct. af topcheferne i Danmark med vækst i egen virksomhed, mens det globalt drejer sig om 36 pct.
Global CEO Survey baserer sig på en interviewundersøgelse, hvori har deltaget 1.378 topchefer i 91 lande, heriblandt 74 danske topchefer.