Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Klimaøkonomer: Danmarks grønne omstilling skal kunne sælge billetter i Kina, Indien og Afrika

Politikerne bør tage et opgør med uøkonomiske og dyre løsninger i den grønne omstilling herhjemme.  Ellers vil den slå fejl, advarer to eksperter. 

Nye tal viser, at udledningen af CO2 stiger med høj fart. Her er det et anlæg ejet af oliegiganten Royal Dutch Shell i USA. Foto: AP/Gerald Herbert

De mange milliarder, der pumpes i Danmarks grønne omstilling, vil ikke redde klimaet. I stedet er den et udstillingsvindue for regeringsledere i Asien, Afrika og Indien, som kan gøre noget ved problemet. Det kræver dog et opgør med de dyre løsninger, som har været en del af indsatsen indtil nu.

Sådan lyder det fra to af landets førende klimaøkonomer.

»Historisk har den danske indsats ikke været særlig omkostningseffektiv. Skal vi være et eksempel, som andre ønsker at følge, er det derfor vigtigt, at indsatsen bliver mere effektiv. Dem, som vi håber bliver inspireret af os, det er bl.a. kineserne, indere og afrikanere. De har nok et endnu større fokus på omkostninger, end vi har,« siger Lars Gårn Hansen, professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og økonomisk vismand.

Lars Gårn Hansen peger bl.a. på, at man kunne have gået mere effektivt til landbruget, hvor udledningen af drivhusgasser ikke er faldet, men blot stagneret de seneste år.

Det har f.eks. været langt dyrere end ventet at opbygge et marked for biogas, og branchen er stadig helt afhængig af statsstøtte.

Biogas modtager i dag ifølge Energistyrelsen omtrent en fjerdedel af den direkte støtte til vedvarende energi, men leverer kun omtrent 10 pct. af den samlede mængde grøn energi. I 2030 vil ejere af biogasanlæg ifølge Klimaministeriet have fordoblet sin andel af støttekronerne, men leverer stadig kun omtrent 13 pct. af den vedvarende energi.

Vi får størst gennemslagskraft, hvis vi kan kombinere grøn omstilling med høj velstand.

Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand

Radikale, Enhedslisten og SF presser i disse dage på for at øge klimaindsatsen frem mod 2030 og på at gøre målene bindende. Det kan betyde endnu flere penge til f.eks. vindmølleparker og biogas.

Men i stedet for at øge indsatsen til langt ud over målsætningerne i de internationale aftaler, kan man med fordel bruge pengene på at hjælpe forskning i nye og billigere teknologier i gang, mener Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet.

Danmark har allerede et samarbejde med 12 lande som Kina, Vietnam og Indien om at yde teknisk støtte til bl.a. energiplanlægning og strategiarbejde. Hvis vi vil gøre en afgørende forskel der, skal vi lægge mere omkostningseffektive løsninger på bordet, vurderer han.

»Vi har en mulighed for at påvirke det, som sker i udlandet, via teknologi og eksemplets magt. Men vi får størst gennemslagskraft, hvis vi kan kombinere grøn omstilling med høj velstand. Vi skal gøre det, så det ikke bliver unødigt dyrt,« siger Peter Birch Sørensen.

BRANCHENYT
Læs også