Økonomi

Svensk krone styrkes efter nyt fra Riksbanken

Riksbanken siger torsdag formiddag, at den ser en rentestigning i december, og at renten derefter forbliver uforandret for en længer periode. Foto: Riksbanken

Den svenske krone styrkes betragteligt torsdag formiddag over for sit danske modstykke, efter den svenske centralbank, Riksbanken, har kommunikeret, at det er sandsynligt, at den hæver renten i december.

Det skriver Bloomberg News.

Riksbanken siger torsdag formiddag, at den ser en rentestigning i december, og at renten derefter forbliver uforandret for en længere periode.

Det undrer dog Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

- Det virker ganske underligt. Ikke mindst med tanke på, at centralbanken også hæfter sig ved en masse usikkerhedsmomenter. Udsigten til en renteforhøjelse begrundes med, at økonomien har opført sig som forventet.

- Inflationen er dog stadig relativ svag med en kerneinflation på 1,6 pct., men den bliver også brugt som argument for stramning, siger han i en skriftlig kommentar.

Riksbanken siger torsdag, af den efter alt at dømme vil hæve renten til 0 pct. på rentemødet i december, og selve den udmelding er ikke den store nyhed, da centralbanken tilbage i september kommunikerede, at renten ville blive hævet i slutningen af 2019 eller i starten af 2020, påpeger makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank i en kommentar.

- Riksbankens forventning om at hæve renten allerede i december er dog en stor overraskelse på den måde, at de økonomiske nøgletal fra Sverige er forværrede på det seneste, skriver han.

- Riksbankens beslutning virker, som om at banken har et ønske om hurtigst muligt at komme væk fra det negative rentemiljø. Vi vurderer, at Riksbanken har haft mange muligheder for at komme væk fra de negative renter. I det seneste år har den svenske økonomi klaret sig rigtig godt med imponerende vækstrater. Der har derfor været flere oplagte muligheder for at hæve renten, vurderer Kim Blindbæk.

Torsdag formiddag koster en svensk kr. 0,6999 danske kr. Klokken 8.00 kostede den svenske kr. 0,6960 danske kr.

BRANCHENYT
Læs også