USA-centralbankchef: Coronavirussen er en »meget alvorlig« situation
Den amerikanske centralbankchef Jerome Powell kalder situationen med coronavirus "meget alvorlig", men han er forsigtig optimistisk for den globale økonomi.
Chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Jerome Powell betragter situationen omkring udbruddet af coronavirussen meget alvorlig.
Det gjorde han klart på et pressemøde onsdag.
»Det er en meget alvorlig situation, og jeg vil gerne allerførst anerkende de betydelige menneskelige omkostninger,« var hans første kommentar til emnet på et pressemøde efter centralbankens møde om rentepolitikken.
»Situationen er i de tidligere faser, og det er meget usikkert, hvordan den makroøkonomsie effekt bliver i Kina og de omkringliggende lande og resten af verden, så jeg vil ikke spekulere i effekterne. Men vi overvåger situaitonen meget nøje,« sagde Jerome Powell.
Han understregede dog kort efter, at han generelt ikke er sortsynsk på økonomien - heller ikke efter lidt skuffende væksttal ved udgangen af 2019.
»Nu er der grund til forsigtig optimisme for global økonomi. Mange analytikere venter en lille stigning i væksten i år - i moderate rater,« sagde han.
Centralbanken valgte onsdag at fastholde den toneangivende rente et spænd på 1,50-1,75 pct.
Der forventes generelt i markedet fortsat en vækst i den amerikanske økonomi på omkring 2 pct. i år. Men samtidig er der adskillige store plader, der kan rykke rundt i fundamentet.
Den ene er det igangværende coronavirusudbrud, som for det første kan dæmpe den økonomiske vækst i verdens næststørste økonomi, den kinesiske og for det andet sprede sig ud over verdens økonomien. Således har også flere danske virksomheder lukket ned for deres aktiviteter i Kina, mens de afventer sygdommens udvikling.
Samtidig er der præsidentvalg i USA i år, og det i sig selv udgør et usikkerhedsmoment, fordi investorerne vil følge meget med i de signaler, de forskellige kandidater - ikke mindst Donald Trump - sender afsted om den økonomiske politik.
Onsdag kom flere selskaber med meldinger om konsekvenser af sygdomsudbruddet. Således sagde Apple, at det har lagt en vis usikkerhed ind i sine forventninger til 2020, og Starbucks advarede om, at resultatet kan blive ramt af, at selskabet har lukket over halvdelen af sine cafeer i Kina.
Allerede nu har Trump flere gange lagt pres på chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, fordi Trump vil have ham til at sænke renterne yderligere for at sparke mere gang i amerikansk økonomi. Så sent som tirsdag i denne uge gentog Trump den melding.
Det var ikke ventet, at Fed ændrede renten i denne omgang, fordi de økonomiske forhold ikke har ændret sig væsentligt siden Fed’s seneste møde i december.
I sin begrundelse for at fastholde renten gav centralbanken følgende beskrivelse af økonomien:
»Informationer modtaget siden Federal Open Market Committee mødet i december indikerer, at jobmarkedet forbliver stærkt, og at økonomisk aktivitet har været stigende på et moderat niveau. Tilgang af job har i gennemsnit været stabil i de seneste måneder, og arbejdsløshedsraten er forblevet lav,« skriver centralbanken bl.a. i sin begrundelse.
Samtidig bemærker Federal Reserve, at husholdningernes forbrug har været stigende med et moderat tempo, mens erhvervslivets faste investeringer og eksporten fortsat er svag.
På den samlede baggrund mener centralbanken - i øvrigt enstemmigt - at den nuværende pengepolitik er passende til at understøtte en holdbar ekspansion i de økonomiske aktivitet, et stærkt arbejdsmarked og en inflation, der vender tilbage til centralbankens mål.


