Fortsæt til indhold

ECB fastholder renten - booster hjælpeprogram for at sikre likviditet i markedet

Den Europæiske Centralbank fastholder rentesatsen, oplyser banken torsdag. Samtidig skruer ECB gevaldigt op for sit opkøbsprogram og skyder yderligere 120 mia. euro ud i den europæiske økonomi.

Økonomi
Artiklen opdateres

Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder indskudsrenten på minus 0,50 pct.

Det oplyser banken efter sit rentemøde i Frankfurt tidlig torsdag eftermiddag. Rentemødet var især imødeset med spænding grundet den aktuelle situation, hvor coronavirussen for alvor er spredt til store dele af Europa.

»Den dybe afmatning, som coronaepidemien må forventes at udløse, ville under normale omstændigheder blive mødt med en rentenedsættelse, men omstændighederne er ikke normale. ECB’s toneangivende rente er allerede minus 0,5 pct., og effekten på økonomien af at sætte den ned til minus 0,6 procent vil være stort set symbolsk,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

At ECB fastholder renten uændret var ifølge et konsensusestimat indsamlet af Bloomberg forventet af hovedparten af analytikerne. Dog havde dele af analytikerkorpset forventet en rentenedsættelse på 10 basispoint til netop -0,60.

Til gengæld gør ECB klar til at pumpe endnu flere penge ud i den europæiske økonomi ved at øge sit eksisterende opkøbsprogram med 120 mia. euro frem mod udgangen af 2020.

»Beløbet på 120 mia. euro vil især blive rettet mod opkøb af erhvervsobligationer. Det vil hjælpe til at holde finansieringsomkostningerne nede for især de store europæiske virksomheder,« siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Samtidig lancerer ECB flere initiativer, der skal sikre den nødvendige likviditet blandt de europæiske banker.

»ECB kommer med mange likviditetstiltag, men indikerer også her og nu, at endnu lavere og mere negative renter ikke er nogen entydig og god medicin mod usikkerhed,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.