Serier

Norsk krone i kollaps: Rammer dansk eksport hårdt

Den norske krone styrtdykker i værdi, og det er ikke godt nyt for dansk eksport, lyder det fra økonomer.

Corona rammer verden
Værdien af den norske krone er styrtdykket. Foto: Colourbox

Den norske krone kollapser i et omfang, så Norges centralbank overvejer at gribe ind for første gang siden 1990’erne.

Helt konkret er den norske krone i år faldet med en tredjedel i værdi, så den nu kun er 58 øre værd. Alene den seneste måned er den norske krone faldet med mere end 20 pct. i værdi over for den danske krone.

Da Norge er én af Danmarks vigtigste handelspartnere og er det land, vi eksporterer femtemest til, er det norske kronekollaps ikke en god nyhed for dansk økonomi. Det fortæller Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»For Danmark er en svækkelse af den norske krone på mere end 20 pct. meget dårlige nyheder. Norge er ikke kun vores naboer, men en af vores meget store eksportmarkeder,« skriver han i en kommentar.

Hos Sydbank følger seniorøkonom Kim Blindbæk også situationen omkring den norske krone tæt.

»I den nuværende situation med en meget svækket norsk krone risikerer Norges Bank at forværre udfordringen for importvirksomheder og norske forbrugere. Den svækkede norske krone betyder nemlig, at virksomhederne får større omkostninger ved at importere varer, og forbrugerne oplever en reallønsnedgang ved køb af importerede varer,« skriver han i en kommentar.

I januar eksporterede danske virksomheder for 3,8 mia. kr. til Norge ifølge Kim Blindbæk.

»Det kommer til at få en betydning for den danske eksport til Norge. Den svage norske krone betyder, at danske varer er blevet dyrere,« skriver han.

Konsekvensen for nordmændene af en faldende krone er altså, at det bliver dyrere at købe varer i udlandet, og det omsættes til højere priser ude i butikkerne.

En stærkt faldende oliepris medvirker til det dramatiske fald hos den norske krone. Men det hænger igen sammen med coronakrisen i verden.

Frygten for smitte med coronavirus har fået mange lande til at sætte deres samfund i stå. Det har ført til et brat fald i efterspørgslen på olie.

En tønde nordsøolie koster torsdag under 26 dollars, hvilket er 62 pct. lavere end ved årsskiftet.

Læs også
Top job