Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Storbank med skrækprognose: Frygter største økonomiske fald siden 1958

USA's økonomi styrer mod sit værste kvartal nogensinde, forudser Goldman Sachs.

Corona rammer verden
Delstaten New York er lukket ned i et forsøg på at bremse coronaspredningen. Det samme gælder Californien. Foto:  REUTERS/Mike Segar

Hvis man er bekymret for, hvad coronavirussen vil gøre ved USA’s økonomi, skal man lade være med at læse en ny rapport fra storbanken Goldman Sachs.

Her forudser Goldman Sachs, at det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) i årets andet kvartal vil falde med 24 pct. Hvis det holder stik, bliver der tale om det værste økonomiske kvartal i USA nogensinde, skriver finansavisen Wall Street Journal.

Det foreløbigt største fald var i 1958 - også kendt som Eisenhower-recessionen, hvor verdensøkonomien blev kastet ud i en stor nedtur.

Dengang faldt USA’s økonomi i årets første kvartal med 10 pct. Altså langt mindre end det, som Goldman Sachs forudser nu.

Coronavirussen har de seneste dage strammet sit jerngreb om USA og spredt sig til stadig flere delstater. Det har fået præsident Donald Trump til at bede folk om at lade være med at forsamle sig.

Goldman Sachs kalder den pludselige nedlukning af den amerikanske økonomi »enestående« og konstaterer, at faldet i økonomien allerede er i gang.

Detailkæder, kasinoer, restauranter og universiteter er lukket. Travle lufthavne er forvandlet til spøgelseslufthavne. Motorveje og undergrundsbaner er tomme. Fabrikker lukker ned.

Goldman Sachs estimerer, at 2,2 mio. amerikanere i løbet af den seneste uge er blevet arbejdsløse. Banken anslår, at den amerikanske arbejdsløshed vil stige fra 3,5 procent til 9 pct.

Det er næsten på samme niveau som under finanskrisen.

Det økonomiske chok forværres af, at den amerikanske økonomi i høj grad er drevet af forbrugerne. Og lige nu er det særdeles svært for dem at bruge penge, fordi det meste er lukket ned.

De dystre prognoser for amerikansk økonomi rammer utvivlsomt også Danmark. I 2019 overhalede USA Tyskland som Danmarks største eksportmarked.

De amerikanske politikere er i fuld gang med at støbe en økonomisk hjælpepakke for at dæmpe de økonomiske effekter af coronakrisen.

En stimuluspakke, som lige nu er under forhandling i Senatet, vil med stor sandsynlighed bestå af mere end to billioner dollars, hvilket svarer til 13.500 mia. kr. Det siger Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, ifølge det amerikanske medie CNBC.

BRANCHENYT
Læs også