Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hjælpepakker for billioner af kroner, men er det nok?

I det meste af verden har regeringerne travlt med at mildne effekten af coronakrisen, men der er stor forskel på, hvordan der sættes ind.

I coronakrisens maskinrum
En hjemløs krydser et tomt Times Square som symbol på coronakrisen. Over halvdelen af de smittede i USA er at finde i New York. Foto: Reuters/Carlo Allegri

Milliarder her. Billioner der.

Beløbene flyver rundt i luften fra alle de hjælpepakker, der rulles ud verden i bestræbelserne på at imødegå de økonomiske konsekvenser af coronakrisen.

Fælles for alle er erkendelsen af, at den økonomiske vækst vil blive ramt.

Nogle lande ventes at kunne bevare væksten, om end på et lavt niveau. Andre er allerede i recession, hvorfor indsatsen drejer sig om at afværge en depression.

Næppe to hjælpepakker er ens, da der er store variationer på de samfundsøkonomiske forhold i de enkelte lande.

I USA står 30 millioner lavtlønnede og selverhvervende uden adgang til sygedagpenge og som oftest også uden sundhedsforsikring. I verdens største økonomi handler det om at spænde et midlertidigt sikkerhedsnet ud under en femtedel af alle beskæftigede.

Hjælpepakken, der blev indgået forlig om onsdag, er på 2 billioner dollars eller ca. 10 pct. af USA bruttonationalprodukt (bnp).

I Indien er de 1,3 mia. indbyggere onsdag beordret i karantæne i deres hjem i en periode på foreløbig 3 uger. Nogen finanspolitisk hjælpepakke er ikke bebudet.

Utilstrækkeligheden

Hvor stor finanspolitisk hjælp, der vil være nødvendig, har bl.a. analytikerne i Citigroup, USA’s tredjestørste bank, regnet på.

Selvsagt drejer den umiddelbare hjælp sig om at sikre, at sundhedssystemet kan håndtere pandemien, da det er essentielt for at dæmpe den frygt, som er skabt i befolkningerne.

Derefter gælder det de finanspolitiske hjælpepakker, der ifølge Citigroup »i det store hele desværre er utilstrækkelige« i takt med at de økonomiske chok vokser i omfang.

»Vores beregninger viser, at finanspolitiske hjælpepakker omkring 5 pct. af bnp er nødvendige for at neutralisere det nuværende fald i den verdensøkonomiske vækst, berolige de finansielle markeder, undgå et langsomt opsving og forhindre stigende ulighed,« anfører Citigroup i en analyse forfattet af bl.a. økonom Pernille Bomholdt Henneberg og global cheføkonom Catherine L. Mann.

Der er store variationer i behovene for hjælpepakker i de enkelte lande; ikke mindst på grund af forskelle i de sociale systemer og adgang til velfærdsydelser.

Økonomerne i Citigroup har bl.a. set på, hvad konsekvenserne ville være, hvis det eneste økonomiske chok var ændringer i privatforbruget som følge af en kollaps i sociale aktiviteter, rejser og turisme.

»Hvis disse aktiviteter internationalt såvel som hjemme falder med 30 pct., vil det i de fleste lande kræve en finanspolitisk hjælpepakke på mere end 1 pct. af bnp. Hvis chokket også omfatter uro i de finansielle markeder samt en oliepriskollaps, vil hjælpepakker på mere end 2 pct. være nødvendige,« vurderer Citigroup.

Hjælpepakker i denne størrelsesorden er i den aktuelle situation utilstrækkelige, så hvis hjælpen i gennemsnit ikke overstiger 2 pct. af bnp, vil det svække den verdensøkonomiske vækst med 1,2 procentpoint i 2020.

I sine beregninger lægger Citigroup til grund, at såvel den internationale som nationale turisme i 1. og 2. kvartal vil falde med noget nær 100 pct., hvilket svarer til et fald i den verdensøkonomiske vækst på 6,5 procentpoint.

Lempelserne

Den verdensøkonomiske svækkelse er allerede så betydelig, at Citigroup vurderer, at hjælpepakker i størrelsesordenen 2 pct. af bnp ikke længere rækker, men at der snarere vil være behov for op imod 5 pct., hvilket i Danmarks tilfælde vil være godt 110 mia. kr. De danske hjælpepakker er på 286 mia. kr. eller ca. 12 pct. af bnp.

Ikke kun rejser og turisme er ramt. Usikkerheden om udviklingen i den nærmeste fremtid koster dyrt.

»De globale aktiemarkeder er faldet med mere end 30 pct. Vi arbejder ud fra en antagelse om moderate aktiekursstigninger på 5 pct. i 2. kvartal som reaktion på hjælpepakkerne stigende til 10 pct. i 3. kvartal og 20 pct. i 4. kvartal, eftersom hjælpepakkerne rulles ud og dermed skaber økonomisk momentum,« forklarer Pernille B. Henneberg og hendes kollegaer.

Den sorte hest er udviklingen i oliepriserne, som afhænger af den i gang værende oliepriskrig, der kører uafhængigt af coronakrisen, og som betyder store indtægtstab i olieeksporterende lande.

Opfordringen fra økonomer og analytikere er, at regeringerne skal gennemføre store hjælpepakker med det samme.

»Uden aggressive finanspolitiske lempelser, er de økonomiske konsekvenser meget deprimerende, men desværre ikke urealistiske. Før coronakrisen ramte var perspektivet for den verdensøkonomiske vækst omkring 2,5 pct. eller derover. Nu venter vi et fald i det globale bnp på 7 pct.,« skriver økonomerne i Citigroup og fortsætter:

»Hvis de finanspolitiske hjælpepakker bliver store og omkring 5 pct. af bnp, som forventet i USA, vil det løfte vækstforventningerne for 2020 til 0 pct. Der vil fortsat være et stort tilbageslag i 1. halvår, men derimod en markant modreaktion senere på året, som vil betyde et stærkt momentum, når vi går ind i 2020.«

Effekten

Andre økonomer anslår samme takter, der advarer mod gradvist eskalerende hjælpepakker. Det er bedre at gå ud fra, at krisen forværres i de kommende uger, og derfor sætte ind med stor finanspolitisk styrke, da en trinvis fremgangsmåde kan betyde, at hjælpepakkerne hver især er få små og kommer for sent.

Udgangspunktet er, at hvis man sætter ind med kraftig finanspolitisk assistance nu for at dæmpe effekten af nedturen, vil der ikke komme et senere behov for nye lempelser af samme omfang.

Læren fra finanskrisen i 2008 og statsgældskrisen fire år senere var, at den forsigtige og gradvise reaktion resulterede i en længerevarende periode med lav økonomisk vækst.

Det var således først efter, at statsgældskrisen var kommet under kontrol, at Den Europæiske Centralbank (ECB) iværksatte sit program for støtteopkøb af statsobligationer. På det tidspunkt havde Federal Reserve Bank i USA og Bank of England i Storbritannien gennem længere tid opkøbt store mængder stats- og realkreditobligationer.

Af samme grund var den økonomiske vækst markant højere end i Europa.

»Ved at gå ind med fuld styrke nu, mindsker man ikke blot risikoen for en dyb og langvarig recession; man sender også et klart politisk signal om at ville gøre alt, hvad situationen kræver,« understreger Citigroup.

BRANCHENYT
Læs også