Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Verdens femtestørste økonomi kræver hjælp, som sprænger alle rammer

Mens Europa og USA for alvor mærker konsekvenserne af coronavirus, er krisen først lige begyndt i Indien, som onsdag lukker ned tre uger frem.

Corona rammer verden
Indiens premierminister Narendra Modi. Foto: Pavel Golovkin/Pool via REUTERS/File Photo

En kæmpe hjælpepakke kan meget snart blive nødvendig for Indien, der kæmper med at forebygge spredningen af coronavirus og nu iværksætter en storstilet nedlukning af landet.

Det fortæller Jahangir Aziz, cheføkonom for vækstmarkeder i den amerikanske storbank JPMorgan, i et interview med tv-kanalen CNBC.

Størstedelen af Indiens 1,3 mia. indbyggere skal fra onsdag og tre uger frem blive indendørs, mens hele landet - undtagen tankstationer og dagligvarebutikker - lukkes ned for at inddæmme virusudbruddet.

Nedlukningen forventes at blive dyr for landets indbyggere og erhvervsdrivende, og økonomer mener, at Indiens premierminister Narendra Modi snart vil fremlægge en hjælpepakke 1.500 mia. indiske rupier, hvilket svarer til 140 mia. kr., for at afbøde de økonomiske konsekvenser af tiltaget.

Men det er slet ikke nok til at kompensere for, at over halvdelen af Indien er lukket ned i så lang tid, og økonomien vil kræve hjælp, som er »langt større«, fortæller Jahangir Aziz i interviewet.

»Den kan vare meget længere tid, simpelthen fordi det offentlige sundhedssystem i Indien er så presset, at jeg spekulerer på, hvorvidt en 21 dages nedlukning vil være tilstrækkelig,« siger han og tilføjer, at tiltaget kan barbere 2-3 procentpoint af landets årlige bruttonationalprodukt.

Jahangir Aziz mener, det er »vitalt«, at landet indfører indkomstunderstøttelse. Muligheden for at finansiere sådan et tiltag hjælpes på vej af de lave oliepriser, som gør det muligt for regeringen at beskatte et større afkast fra salget af brændstof, påpeger cheføkonomen.

»Hvad Indien angår, har landet infrastrukturen og midlerne til at beskatte olieudbyttet for at indføre indkomstoverførsler, og det vil i sidste ende være nøglen,« siger Jahangir Aziz til CNBC, hvor han tilføjer, at det vil komme til at tage Indien meget lang tid at flade sin smittekurve ud.

Tal fra John Hopkins University viser, at Indien i skrivende stund har 673 registrerede smittetilfælde, mens 13 mennesker er døde i forbindelse med udbruddet i landet, der er verdens anden folkerigeste nation efter Kina.

Til trods for, at antallet af smittede kan virke relativt lavt i forhold til andre lande, bør det nævnes, at Indien har testet markant færre mennesker.

BRANCHENYT
Læs også