Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er Donald Trumps »næste fase« i krigen mod coronavirus

USA's præsident har en plan for, hvordan landets økonomi kan blive genstartet inden påske. Kritikere er skeptiske.

Corona rammer verden
Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han ingen intentioner har om at lukke USA's økonomi ned over en længere periode. Foto: Drew Angerer

USA’s præsident Donald Trump har nu fremlagt sin plan for det, han kalder »næste fase« i kampen for at bremse spredningen af coronavirus i USA.

Det rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt CNBC.

I et brev til landets guvernører skriver Trump, at han og hans administration vil inddele landets 3.141 counties - en slags amter - i tre forskellige kategorier. Det skal hjælpe med at finde ud af, i hvilke counties risikoen for at blive smittet med coronavirus er størst.

Ifølge Trump skal overvågning og omfattende tests give lokale myndigheder mulighed for at opspore smittekæder og inddæmme virussen. I områder med høj risiko for smitte skal det være muligt at indføre endnu skrappere retningslinjer, f.eks. hvad angår forsamlingsforbud.

»Der er stadig en lang kamp forude, men vores indsats giver allerede pote. Imens vi forbedrer beskyttelsen mod virussen, håber amerikanere over hele landet, at dagen snart kommer, hvor de kan vende tilbage til deres normale liv,« skriver Trump i brevet.

USA består af 3.144 counties, der varierer meget i størrelse og antal beboere. Los Angeles County er geografisk ret lille, men har en befolkning på over 10 mio. North Slope Borough i Alaska er fem gange så stor som Danmark, men har en befolkning på under 10.000.

Det er disse counties, som Trump nu vil inddele i lav, medium og høj risiko - og derved fastlægge, hvilke værktøjer de lokale myndigheder har til rådighed for at bremse coronasmitten.

Kritikere af planen peger på, at den ikke forhindrer borgere i at rejse mellem lavrisiko- og højrisikoområder - og derved bringe smitte med sig.

Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han ingen intentioner har om at lukke USA’s økonomi ned over en længere periode. Trump har således en drøm om at sende amerikanerne tilbage på arbejde inden påske og at fylde landets kirker påskesøndag - den 12. april.

For at kunne gøre det skruer præsidenten nu bissen på over for den virus, som lige nu breder sig hastigt over hele USA. Over 75.000 amerikanere er bekræftet smittet med Covid-19, og over 1.100 er døde som følge af sygdommen.

På ganske få dage er USA blevet verdens nye store epicenter for coronapandemien, og situationen er så kritisk, at hospitaler flere steder i landet, bl.a. i New York, kun er få dage fra at løbe tør for respiratorer.

Flere amerikanske delstater er lukket ned, og næsten en tredjedel af befolkningen har fået besked på at blive hjemme og kun bevæge sig ud, når det er strengt nødvendigt.

I den forgangne uge meldte næsten 3,3 mio. amerikanere sig ledige - fem gange så mange som i den værste uge under finanskrisen i 2009.

Det Hvide Hus har endnu ikke frigivet de nye retningslinjer, som Donald Trump beskriver i sit brev. Men selve idéen om, at risikoen for at smitterisikoen under en pandemi kan variere fra amt til amt går stik imod de grundlæggende sundhedsråd, som Trumps egne sundhedseksperter udsteder.

Anthony Fauci, chefen for den amerikanske sundhedsstyrelse, sagde torsdag, at USA først kan begynde at komme tilbage til en vis grad af normalitet, »når landet som helhed vender et hjørne.« Med andre ord: Først når smitten er under kontrol i hele landet.

BRANCHENYT
Læs også