- Opdateret 03/04/2020 kl. 14:48
Stilhed før stormen: Amerikansk jobrapport viser største fald siden finanskrisen
701.000 job uden for landbruget i USA gik tabt i marts i USA. Forventningen lød på, at der ville gå 100.000 jobs tabt. Tallet viser dog kun toppen af isbjerget.
Hundredtusindvis af job er gået tabt i USA som følge af coronavirussen. På forhånd var det ventet, at tallet ville ende på 100.000, men det endte på 701.000 job. Det viser den amerikanske jobrapport, som er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.
Med jobrapporten er der blevet sat en stopper for 113 måneder med fremgang på arbejdsmarkedet, og tallet er det værste tal på denne side af finanskrisen. ;Men tallet viser langt fra det reelle billede af situationen på det amerikanske arbejdsmarked.
Det er nemlig blevet overhalet indenom af den økonomiske virkelighed. Jobrapporten er baseret på spørgeskemaer, og undersøgelsen blev nemlig gennemført i uge 11, da coronakrisen endnu ikke var slået helt igennem i den amerikanske økonomi.
»Normalt betragtes jobrapporten som måske det vigtigste økonomiske nøgletal, fordi det giver et hurtigt og retvisende billede af temperaturen i den amerikansk økonomi. Det er desværre ikke tilfældet denne gang, fordi verden har ændret sig fundamentalt på meget kort tid. Vi ved, at antallet af nye anmodninger om ledighedsunderstøttelse er steget med svimlende 10.000.000 på kun to uger, hvilket marts-rapporten ikke reflekterer,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.
Alene i sidste uge meldte 6,6 mio. amerikanere sig ledige.
»Der er desværre ikke noget, der tyder på, at nedturen stopper. Det bliver derfor også en ubehagelig gyser at følge de amerikanske job- og arbejdsløshedstal over de kommende uger og måneder,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
Han vurderer, at tallet for april formentlig vil komme op i nærheden af 20 mio.
»Det er vanvittige tal, der er svære at begribe og hvis lige, vi aldrig har set før,« skriver Tore Stramer.
I DI peger man på, at den hjælpepakke fra politisk side og diverse tiltag fra Federal Reserve vil kunne afbøde konsekvenserne. Men de kan ikke afværge en krise, for den er allerede en realitet, lyder det. Og situationen i USA vil også komme til at kunne mærkes i Danmark.
»USA er verdens største økonomi og et af vores allerstørste eksportmarkeder. Nedgangen i USA kommer til at gøre ondt på verdensøkonomien og dansk eksport. Eksporten til USA vil falde med et tocifret milliardbeløb i 2020,« skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i DI.