Serier

Amerikansk råolie koster nu minus 37,63 dollars

Det amerikanske oliemarked er brudt fuldstændigt sammen.

Corona rammer verden
En akut mangel på lagerkapacitet kan i de kommende uger sende råoliepriserne i Texas ned på mellem 3 og 10 dollars pr. tønde. Foto: AP

Frygten for, at USA inden for få uger løber tør for olielagerkapacitet, sendte mandag aften prisen på amerikansk råolie til levering i maj ned i minus 37,63 dollars pr. tønde.

Oliebørsen i New York er netop lukket, og det bliver dermed slutnoteringen på den mest vanvittige dag i olieindustriens 160-årige historie. Fredag, da oliebørsen i New York lukkede, var prisen 18,27 dollars pr. tønde.

Aldrig nogensinde har noget råvaremarked oplevet et så totalt markedskollaps på bare én dag.

Forklaringen på den surrealistiske udvikling er, at ingen aktører i oliemarkedet har mulighed for at skaffe lagerkapacitet i maj. Derfor nytter det ikke at købe råolie, selv om den i disse timer reelt foræres væk.

Ganske vist er en stor del af handlen på oliebørsen i New York kontrakter, der anvendes til risikoafdækning og finansiel spekulation, men bag handelen med såkaldte "papirtønder" gemmer sig fysisk råolie, fordi enhver, der køber en kontrakt på 1.000 tønder og beholder den frem til udløb, har krav på at få olien udleveret i byen Cushing i staten Oklahoma.

De, der måtte råde lagerkapacitet, vil kunne lave århundredets forretning ved i dag at købe olie til levering i maj og sælge den senere, når priserne er normaliseret.

Så sent som i onsdags viste de seneste data fra USA’s Energiministerium, at de kommercielle lagre af råolie og olieprodukter på bare en uge var steget med 19 mio. tdr., og yderligere stigninger ventes denne og de kommende uger.

Værst er situationen i Texas, der med 5,7 mio. tdr. i døgnet står for næsten halvdelen af den amerikanske olieproduktion.

Tirsdag mødes bestyrelsen i Railroad Commission of Texas (RRC) til et møde, hvor det skal drøfte, om der skal udstedes en generel ordre til en reduktion af olieproduktionen.

Så sent som for en uge siden mødtes de tre mand i bestyrelsen for at drøfte spørgsmålet, men de kunne ikke nå til enighed. Spørgsmålet er, om mandagens sammenbrud kan skabe den nødvendige konsensus.

Det er aldrig tidligere set, at olieproducenter har måttet betale for at slippe af med deres råolie, men det er konsekvensen af, at rørledningssystemet i Texas er fyldt, at det ikke er til at opdrive ledig lagerkapacitet, og at olieraffinaderierne har sænket produktionen, fordi efterspørgselen er faldet voldsomt på grund af nedlukningen som følge af coronakrisen.

Prisen på råolie fra Texas er styrende for råoliepriserne i hele Nordamerika, og det betyder store tab for olieproducenter i andre stater, der ikke har de samme logistiske udfordringer som i oliestaten ved Den Mexicanske Golf.

Hjælp kan være på vej i form af den aftale, der er indgået af Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) samt et dusin andre olieeksporterende lande, om at sænke olieproduktionen med 9,7 mio. tdr. i døgnet.

Aftalen træder imidlertid først i kraft den 1. maj, og der vil gå endnu nogle uger, førend man i oliemarkedet begynder at få data, der kan be- eller afkræfte, om landene bag aftalen vitterligt sænker produktionen med den lovede mængde.

I morgen tirsdag er sidste dag, da oliebørsen i New York handler råolie til levering i maj måned.

Fra onsdag skifter kontrakten til levering i juni, hvilket kan betyde helt andre priser end dem, der er set i dag. Ved børslukketid mandag handles juni-kontrakter således omkring 20 dollars pr. tønde, hvilket dog er næsten en femtedel under priserne i fredags.

Alt imens det amerikanske oliemarked er under nedsmeltning, er råolie fra Nordsøen mere retningsgivende for den relle prisudvikling på verdensmarkedet.

Her, en time før oliebørsen lukker i New York, handles råolie fra Nordsøen til levering i juni til 25,65 dollars pr. tønde,hvilket er et prisfald på 9,5 pct. siden i fredags.

Da købere af råolie fra Nordsøen kan afhente den pr. skib, er der ikke samme problemstilling i forhold til lagerkapaciteten, som tilfældet er just nu i USA. Det vil imidlertid ændre sig, når verdensmarkedet hver dag tilføres omkrin 10-15 mio. tdr. råolie mere, men der efterspørges.

BRANCHENYT
Læs også