Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Disse tre ting gør finanskæmpe nervøs for den økonomiske udvikling

Den økonomiske udvikling i Europa bliver formentlig langt bedre i andet halvdel af året, men tre ting kan blive en hindring for den økonomiske genopretning, lyder det fra kapitalforvalteren AXA Group.

Donald Trump har flere gange langet ud efter Kina og landets håndtering af coronavirussen. Foto: AP/Alex Brandon

Vejen til en økonomisk genopretning er brolagt med flere udfordringer, og det er ikke kun selve coronavirussen, som kan give tilbageslag i forhold til økonomien. Sådan lyder det fra den store finanskoncern AXA Group.

»Vi forventer fortsat en meget bedre anden halvdel af 2020, men vi er bekymrede over tre former for tilbageslag, som kan skade opsvinget,« skriver Gilles Moëc, der er cheføkonom i AXA Group.

Den første ting, der vækker bekymring, er interne spændinger i eurozonen. I begyndelsen af maj kom en opsigtsvækkende afgørelse fra den tyske Forbundsforfatningsdomstol i Karlsruhe, som underkendte Den Europæiske Centralbanks opkøbsprogram.

Dommen slår fast, at selvom opkøbsprogrammet som sådan ikke strider mod den tyske forfatning, hvis det ellers er godkendt, skal ECB foretage en »proportionalitetsvurdering«, som skal sikre, at »den økonomiske og finanspolitiske effekt« ikke er større end de pengepolitiske mål. Denne vurdering skal foreligge inden for tre måneder.

Det kan i sidste ende betyde, at den tyske centralbank, Bundesbank, ikke kan være en del af ECB’s opkøbsprogrammer. ECB’s opkøbsprogrammer kan rent teknisk fortsætte, påpeger Gilles Moëc.

»Men i bund og grund af handler den juridiske konflikt om principper, og vi har svært ved at se, hvordan ECB kan leve op til afgørelsen fra Forbundsforfatningsdomstolen uden at bringe sin uafhængighed og pengepolitikken i euroområdet i fare,« skriver cheføkonomen.

Det andet punkt, der vækker bekymring i AXA Group, er udviklingen i emerging markets. Her har flere lande sat gang i økonomisk eller pengepolitisk stimuli, men ifølge Gilles Moëc har landene i emerging markets ikke helt de samme muligheder sammenlignet med de udviklede lande. Og der er en risiko for, at det vil resultere i store fald i valutakurserne.

»Det kan udløse risici i forhold til den finansielle stabilitet,« noterer Gilles Moëc.

Den sidste bekymring kommer fra forholdet mellem USA og Kina, hvor spændingerne på det seneste er kommet op til overfladen igen. De to stormagter var længe involveret i en handelskrig. Parterne fandt hinanden i en aftale, men forholdet er blevet forværret under coronakrisen, som begyndte i Kina og siden spredte sig til resten af verden.

»Verden kunne helt sikkert godt undvære, at der opstår kommercielle spændinger, når den globale handel så småt står over for at genstarte, men det kan være for fristende for USA’s præsident Donald Trump i forbindelse med det kommende valg,« skriver Gilles Moëc.

BRANCHENYT
Læs også