Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danmarks økonomi er ramt - nye BNP-tal viser, hvor galt det står til

Danmarks bruttonationalprodukt faldt med 1,9 pct. i første kvartal, viser Danmarks Statistiks BNP-indikator.

Foto: Gregers Tycho

Den danske økonomi bremsede voldsomt op i årets første måneder, efter at regeringen trak i håndbremsen for at begrænse udbredelsen af den nye coronavirus. En foreløbig opgørelse af det danske bruttonationalprodukt i form af den såkaldte BNP-indikator fra Danmarks Statistik viser således, at økonomien gik 1,9 pct. tilbage i første kvartal sammenlignet med fjerde kvartal 2019.

»Det er dyster læsning. Det meget voldsomme fald i den økonomisk aktivitet, viser med al tydelighed at virusudbruddet har ramt dansk økonomi som en hammer. Store dele af økonomien har været lukket ned og såvel investeringerne som forbruget er faldet drastisk,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til dagens tal fra Danmarks Statistik.

Han peger på, at der er tale om det største fald i væksten på denne side af finanskrisen. Man skal tilbage til andet kvartal i 2009 for at finde et lignende fald, mens det største fald blev registreret i fjerde kvartal 2008, hvor BNP faldt med 2,4 pct.

Der er ikke tale om en endelig opgørelse, og Danmarks Statistik har på forhånd meddelt, at tallet er behæftet med en ekstra stor usikkerhed i denne omgang som følge af coronakrisen.

»I forhold til usikkerheden har Danmarks Statistik ikke de samme datakilder til rådighed som normalt. For eksempel har virksomhederne fornuftigvis fået udsættelse med deres indbetalinger af forskellige skatter og afgifter. Men det betyder så også, at en del af de indberetninger, Danmarks Statistik normalt anvender, vil være fraværende,« har rigsstatistiker Jørgen Elmeskov tidligere skrevet.

På trods af usikkerhederne tegner der sig i billede af, hvad der har trukket BNP-indikatoren ned i det negative territorium.

»Ikke overraskende er det de nedlukningsramte erhverv, som hoteller, restauranter, kultur og fritid, offentlige tjenester og persontransport, der er ramt, mens de vareproducerende erhverv som landbrug, industri og byggeri ikke var påvirket af Covid-19 i årets første kvartal,« skriver Helge J. Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, i en kommentar.

Blandt økonomerne i landet er der ikke den store tvivl om, at udviklingen i andet kvartal bliver endnu værre. Nedlukningen af landet i midten af marts fik nemlig konsekvenser for ca. 20 pct. af det samlede antal arbejdsdage i første kvartal. Og påvirkningen vil være større i andet kvartal.

»Her midt i andet kvartal er vi kun så småt ved at rejse os, så får kvartalet som helhed ser det virkelig sort ud. Til gengæld burde der være udsigt til meget høj vækst i tredje kvartal. Det betyder ikke, at økonomien kommer til at vende tilbage til sit gamle niveau lige foreløbig, bare at det kommer til at gå bedre end nu,« skriver Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også