Fortsæt til indhold

Nationalbanken har på to måneder hentet 128 mia. kr. til hjælpepakker

Økonomi
/ritzau/FINANS

Danmarks centralbank, Nationalbanken, har siden marts hentet mindst 128 mia. kr. til finansieringen af hjælpepakker fra investorer.

Det skriver dagbladet Børsen.

Onsdag oplevede Nationalbanken den største efterspørgsel på danske skatkammerbeviser - korte obligationer med løbetid på op til 12 måneder - siden 2012. På dagen kom der bud fra investorer på 33,2 mia. kr., hvoraf Nationalbanken takkede ja til 11,6 mia.

Nationalbanken har både lånt i kroner og i udenlandske valutaer - såkaldte "commercial papers." Det er første gang i mere end ti år, at der lånes i andre valutaer.

Efterspørgslen kan give anledning til mere ro i maven, mener Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker i Nordea.

- Det understreger billedet, som vi har set fra de seneste auktioner, om at interessen for at købe danske papirer virkelig er kommet tilbage. Det virker, som om at der er kommet mere gang i markedet med større efterspørgsel. Det er godt, for der var lige et tidspunkt tilbage i marts og april, hvor man var begyndt at blive bekymret, siger han til Børsen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder salget af statspapirer positivt og pointerer, at Danmark har et godt udgangspunkt for finansiering af hjælpepakkerne, idet der både er en meget lav offentlig gæld, og at Danmark har en AAA-vurdering hos samtlige af de store kreditvurderingsbureauer.

Artiklens emner
Nationalbanken
Nicolai Wammen