Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Globaliseringen rulles tilbage, og det giver uventede investeringsmuligheder

Coronakrisen har vist, hvor sårbare virksomheder er, når produktion og leverandører ligger alt for langt væk. Hver tredje selskab i Europa planlægger at vinke farvel til "Made in China", og det kan give et boost til investeringslysten.

Corona rammer verden
Der vil blive investeret stort i Industrirobotter i takt med, at virksomheder trækker produktion og lagerkapacitet tættere på hjemmemarkederne.  Foto: AP

Coronakrisen har sat fut i bevægelsen om at rykke produktion, lagre og underleverandører tættere på hjemmemarkedet. Det skal være slut med at få produceret sine varer for langt væk, hvis grænserne lukker - enten som følge af handelskrig eller sygdomsudbrud.

Det giver investeringsmuligheder i de sektorer, der skal stå for at bygge nye fabrikker og lagre, der vil være fulde af robotter og automatiserede softwareløsninger.

»Coronakrisen sender et boost til tendensen om mindre globalisering. Vi vil se en større tendens til, at ny produktion bliver bygget hjemme, og det kan være med til at skabe et generelt investeringsboom,« siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

I en rundspørge foretaget af Bank of America lyder meldingen fra en tredjedel af de 3.000 europæiske selskaber, som bankens analytikere dækker, at de har fremskyndet planer om at trække forsyningskæderne tættere på.

»Vi tror, at dette skift med øget fokus på at sikre en kritisk indenlandsk fremstillingsevne vil være en stor drivkraft for industriel automatisering i mange år fremover,« skriver Bank of Americas analytikere.

Således har banken beregnet, at der ligger et potentiale på i alt 22.000 mia. dollars i erhvervsinvesteringer i den kommende tid, når virksomheder over hele verden skal i gang med at rykke forsyningskæder tættere på.

Bank of America peger på brancher som automatisering, industriel software og cleantech, som vindere i den tendens. Mens shipping, materialer, modetøj og fossil energi vil være mere udfordret.

Vi vil se en større tendens til, at ny produktion bliver bygget hjemme, og det kan være med til at skabe et generelt investeringsboom.

Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank

Lars Skovgaard Andersen er enig. En sektor som industri, der ellers er meget udskældt og har det svært, kan få en opblomstring.

»Inde i det segment, der vil jeg købe dem, som nyder godt af afglobaliseringen. Nogle af dem, der lever af at bygge produktionskapacitet. Ja, de har det svært lige nu, men der skal så heller ikke så meget til, før de får det godt. Bare det, at trenden vender rundt, kan give dem et boost,« forklarer han.

Han vil særligt have fokus på robotter og automatisering, herunder også softwareteknologi og cloudløsninger, der skal bruges af virksomhederne til at udvide produktionsapparatet.

Ifølge en tidligere beregning fra Boston Consulting Group vil prisen på robotter falde med 1 pct. og give 5 pct. produktivitetstigning hvert år i de næste 10 år. Det vil skabe en fordobling af antallet af robotter i 2025.

Selvom det tager tid for virksomhederne at investere, så mener Lars Skovgaard Andersen, at tendensen er tydelig, og udover at bygge nye fabrikker i Europa, så vil der være andre afledte effekter.

F.eks. vil fødevareindustrien også ændre sig til at være mere lokal, og logistik og landtransport kan blive vindere, da alle de varer, vi køber på nettet, skal transporteres.

Vi tror, at dette skift med øget fokus på at sikre en kritisk indenlandsk fremstillingsevne vil være en stor drivkraft for industriel automatisering i mange år fremover.

Bank of America

Men hjemtagning af produktion har også en pris. Omkostningerne i virksomhederne vil stige, og det kan betyde afskedigelser, lavere indtjening og prisstigninger.

Handelskrigen mellem USA og Kina har også skabt en mere permanent frygt for øget told og nationalisme, og det betyder på den anden side også, at selskaberne kan få sværere ved at eksportere varer til f.eks. Asien.

»Der var allerede en anti-globaliseringstendens i gang inden coronaudbruddet. Og vi kan komme til at se stigende handelsbarrierer i verden fremover. Det vil også få virksomhedsledere til at begrænse deres risiko fra udenlandske samhandelspartnere,« vurderer Citigroup i en rapport.

BRANCHENYT
Læs også