Økonomi

Investeringsvirksomhed i snak om at købe kriseramt amerikansk varehuskæde

Hvis ikke J.C. Penney fremlægger en redningsplan inden den 15. juli, overvejer Sycamore Partners at byde på varehuskæden.

Hvis ikke den amerikanske varehuskæde J.C. Penney formår at overbevise sine aktionærer om en redningsplan, der skal redde firmaet fra konkurs, står investeringsvirksomheden Sycamore Partners klar til at overtage virksomheden, skriver Reuters ifølge anonyme kilder. Foto: AP Photo/Mark Lennihan, File.

Investeringsvirksomheden Sycamore Partners er i indledende forhandlinger om at overtage det 118 år gamle stormagasin J.C. Penney.

Det skriver Reuters, der har været i kontakt med tre anonyme kilder, som understreger, at der ikke er garanti for en eventuel handel.

I maj søgte J.C. Penney om konkursbeskyttelse under de amerikanske Chapter 11-konkursregler – også kendt som en betalingsstandsning med et henblik på en rekonstruktion.

I den forbindelse offentliggjorde detailkæden med over 85.000 ansatte over hele USA, at man planlagde at lukke 200 af mere end 800 butikker.

Torsdag meddelte varehuskæden klart ud, at 154 butikker vil blive lukket ned permanent. Samtidig bekræftede J.C. Penney at flere butikker risikere at lukke i den nærmeste fremtid.

Overtagelsen afhænger af, om J.C. Penneys forhandlinger med sine kreditorer falder til jorden.

Den amerikanske detailkæde har frem til den 15. juli at overbevise sit bagland om en plan for J.C. Penneys fremtid. Hvis ikke det sker, er varehuskæden nødt til at foretage et salg.

Ifølge Reuters overvejer Sycamore Partners, om man vil overtage kæden fuldstændig eller om man vil investere i J.C. Penney.

Hverken Sycamore Partners eller J.C. Penney har valgt at kommentere på spekulationerne.

Efter Reuters rapporterede om en mulig handel fredag, steg J.C. Penneys aktier med mere end 47 pct.

Allerede før coronavirussen tvang butikskæder over hele USA til at lukke, var JC Penney presset af en massiv milliardgæld og faldende salg.

Sidste år omsatte stormagasinkæden for 82 mia. kr. og havde et underskud på 1,7 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også