Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske eksportvirksomheder kan blive hårdt ramt af markant dollardyk

Investorerne vender i stigende grad ryggen til dollaren, der i de seneste to uger er faldet markant. Flere banker forventer, at dollaren vil svækkes i de kommende år, og det er problematisk for dansk eksport.

Den amerikanske dollar har stået stærkt i mange år, men nu er den på vej ned. Det er uheldigt for danske eksportvirksomheder, der vil få sværere ved at sælge deres varer i USA. Foto: Reuters/Dado Ruvic

Genåbningen efter coronakrisen har fået optimistiske investorer til at sælge ud af ”sikre” dollars, hvilket har sendt den amerikanske valuta ned med 5 pct. på to uger. Og mere kan være i vente. Det skaber problemer for danske virksomheder, der i forvejen er ramt på eksporten som følge af krisen.

»Det er en uheldig situation og ikke lige det, vi har brug for, da eksporten i forvejen er faldet markant,« siger Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri.

Eksporten af varer til udlandet faldt i april med knap 6 pct. og ligger nu på samme niveau som for to år siden, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

USA er Danmarks næststørste eksportmarked med en samlet eksportandel på 12 pct. En svækket dollar betyder, at det bliver dyrere at sælge danske varer i USA, og amerikanske varer bliver billigere at sælge i Europa.

»Det rammer direkte ind i virksomhedernes konkurrenceevne. Vi har haft nogle år med en stærk dollar og en stærk amerikansk økonomi, som var godt for vores eksport, men nu er situationen vendt på hovedet, og det er uheldigt. Vi har brug for al den medvind, vi kan få for at få gang i eksporten igen,« siger Allan Sørensen.

Det er en uheldig situation og ikke lige det, vi har brug for, da eksporten i forvejen er faldet markant.

Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri

Hos Nordea forventer man, at dollaren skal falde yderligere i den kommende tid og anbefaler derfor erhvervskunderne at afdække valutarisikoen, hvis de har indtægter i dollars.

»Hvis vi får et meget stort dollarfald, så bliver det problematisk for eurozonen,« forklarer Niels Christensen, chefanalytiker på valutaområdet i Nordea.

Dollaren har stået stærkt i en længere årrække, fordi både renten og væksten var højere i USA end i andre store økonomier, hvilket fik investorerne til at søge over Atlanten. Og under coronakrisen blev valutaen styrket yderligere som følge af øget markedsuro.

Men i takt med, at verden genåbner og ser ud til at klare sig relativt godt, så har dollaren mistet sin glans, samtidig med at USA rammes hårdt på økonomien.

»Hvor vi tidligere så, at dollaren nød godt af sin status som sikker havn, når der var stor usikkerhed på de finansielle markeder, som der har været under coronakrisen, så har vi nu fået modsat fortegn. Den spirende optimisme på markederne har fået investorerne til at søge tilbage til mere risikofyldte aktiver,« forklarer Niels Christensen.

Aktierne er blandt andet steget kraftigt siden bunden i marts, og flere indeks ligger nu i plus for hele året.

I de seneste uger har investorerne søgt over i de mere cykliske sektorer, som er et tegn på, at de tror på, at et opsving er på vej.

»Hvis den globale økonomi fortsætter med at komme sig i de næste et til to år, så vil det have en negativ påvirkning af dollaren, måske i nærheden af en svækkelse på 20 pct.,« skriver Goldman Sachs’ strateger i en ny analyse.

Også Deutsche Bank tror, at dollaren skal ned.

»Vi ser en øget risiko for en svagere dollar over de kommende måneder,« skriver bankens valutachefstrateg George Saravelos, der forventer, at dollaren vil blive svækket med 10 pct.

Både Goldman Sachs og Nordea peger på, at dollaren godt kan blive styrket i en kort periode hen over sommeren, hvis der kommer en fornyet markedsuro. Men på den lange bane vil dollaren falde over for euroen.

Det skyldes bl.a., at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), har sendt renten i nul, og banken har lovet et ubegrænset støtteopkøb af obligationer, hvilket sender massive mængder af dollars ud i markedet.

»Det store udbud af dollars fra Fed betyder, at der vil være mange dollars i omløb, og det vil give et nedadgående pres og fastholde markedsrenten i nul. Hvor dollaren tidligere havde en rentefordel, så er den blevet stærkt reduceret, og på sigt vil dollaren være mere sårbar,« siger Niels Christensen.

BRANCHENYT
Læs også