Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

730 millioner skal sikre løft til ledige og uddannelse under krise

Et flertal i Folketinget har bevilget ekstra midler til at styrke indsats mod arbejdsløshed under coronakrise.

Corona rammer verden
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Tariq Mikkel Khan

I alt 730 millioner kroner skal være med til at give et ekstraordinært løft til både kommende dimittender og personer, der har mistet deres job under coronakrisen.

Det meddeler Beskæftigelsesministeriet onsdag, efter at to aftaler på henholdsvis 390 og 340 millioner kroner er blevet indgået af et politisk flertal i Folketinget.

- Vi har desværre en forventning om, at flere vil ende i arbejdsløshedskøen, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ved et doorstep i ministeriet.

- Derfor har vi forsøgt at indgå en aftale, som giver folk, der har mistet deres arbejde, noget, der giver mulighed for at komme i beskæftigelse igen.

- Og samtidig løse den situation, at en del af arbejdsstyrken ikke har de kvalifikationer, der efterspørges i fremtiden, siger han.

Aftalerne giver blandt andet ledige over 30 år, der har en forældet uddannelse, mulighed for at begynde på udvalgte erhvervsuddannelser, hvor de får 110 procent af den dagpengesats, de hidtil har fået.

En forældet uddannelse kan for eksempel være en uddannelse, som man ikke har brugt i fem år.

Der bliver også lavet et ekstra løft af erhvervsrettede kurser, så man kan sikre ledige en fleksibel omstilling til nye job og brancher. Det skal blandt andet være muligt for ledige at få styrket de digitale kompetencer.

Fra næste år bliver puljen til korte erhvervsrettede kurser hævet fra cirka 120 millioner kroner årligt til omkring 225 millioner kroner, fremgår det af aftalen.

- Venstre står bag aftalen, fordi de ledige skal have en ekstra hånd i den situation, de står i nu, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).

- Vi fordobler puljen til de jobrettede puljer, vi styrker vokselærlingeuddannelsen, og vi fordobler pengene til traineeordningen, siger han.

Nyuddannede får også en håndsrækning i form af en forlænget og udvidet traineeordning frem til 1. juli 2022, så flere dimittender kan få en hurtig indsats mod et job.

- Noget af det, som De Radikale også har lagt vægt på, er de nyuddannede, siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R).

- Derfor er vi glade for, at vi har fået en graduateordning, som sikrer, at nyuddannede kan blive sluset ind i også små og mellemstore virksomheder, siger hun.

Aftalen om opkvalificering skal styrke uddannelsesniveauet og jobmulighederne med i alt 340 millioner kroner fra i år til og med 2023.

Denne aftale er tiltrådt af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale og De Konservative, partierne der i 2014 indgik beskæftigelsesreformen.

Den anden aftale giver 390 millioner kroner til et ekstraordinært løft af ledige. I denne aftale er de fem førnævnte partier med undtagelse af De Konservative med. Også SF og Enhedslisten tiltræder denne aftale.

BRANCHENYT
Læs også