Prognose: Byggeordrer vil falde med 13 mia. kr. i 2020
De store ordrer i det professionelle entreprisemarked er blevet langt færre under coronakrisen.
Ifølge en prognose fra analysevirksomheden Byggefakta vil aktivitetsniveauet i sektoren samlet set falde med 13 pct. sammenlignet med 2019 - svarende til 13 mia. kr.
Det skriver Børsen.
- Vi kan konstatere, at de store ordrer ikke er der. Det gælder inden for storcentre, kontorer og boliger. Jeg tror ikke på, at vi vil se en normalisering før i 2022, og jeg tror, at det er et generelt problem for branchen, siger Toben Bjørk Nielsen, administrerende direktør hos entreprenørvirksomheden Hoffman, til Børsen.
Byggebranchen havde ellers gyldne år forud for coronakrisen i 2018 og 2019, hvor de store byggeprojekter, der blev igangsat, nåede op over 100 mia. kr. i hvert af årene.
Til sammenligning venter Byggefakta, at der vil blive bygget for 87 mia. kr. i år.
Thomas Bejer-Andersen, der er administrerende direktør i Byggefakta, understreger dog, at branchen kommer fra et meget højt niveau, og projektværdier for 87 mia. kr. vidner om et fortsat højt aktivitetsniveau.
Han venter, at markedet retter sig allerede i 2020 og er tilbage på et højere niveau i 2021, skriver avisen.


