USA vil udstede nye obligationer for rekordbeløb
/ritzau/FINANS
De massive statslige hjælpepakker, som den amerikanske regering har vedtaget i kølvandet på coronakrisen, koster statskassen dyrt.
Derfor vil det amerikanske finansministerium nu udstede obligationer med en løbetid på henholdsvis tre, ti og 30 år for rekordhøje 112 mia. dollar ved næste uges auktion, der bliver holdt én gang i kvartalet.
Det skriver Bloomberg News.
Der vil samtidig være tale om en forøgelse af salget af obligationer med lang løbetid.
Det er et skift væk fra den strategi, som finansministeriet hidtil har praktiseret, hvor der hovedsageligt er blevet udsted korte obligationer til at finansiere de milliarddyre hjælpepakker.

