Fortsæt til indhold

Økonom: Tysk fremgang er også godt nyt for Danmark

Økonomi
/ritzau/FINANS

Det er godt nyt for dansk økonomi, at den tyske industriproduktion og eksport steg i juni.

Det siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

- Tyskerne er ved at få gang i økonomien igen, og det er godt nyt for danske eksportvirksomheder. Tysk industri køber mange underleverancer i Danmark, lyder det i en kommentar.

Den tyske industriproduktion steg med 8,9 pct. i juni i forhold til måneden før, og det var lidt bedre end ventet, da økonomerne havde ventet en fremgang på 8,2 pct.

På samme tid steg eksporten med 14,9 pct. i juni.

- Det går den rigtige vej med tysk økonomi, men de er langtfra ude af krisen. Både eksporten og industriproduktionen er fortsat på et markant lavere niveau end sidste år. Der kommer til at gå et stykke tid endnu, inden tysk økonomi er tilbage på samme niveau som før coronakrisen, vurderer Allan Sørensen.