Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Topøkonomer: Danmark er blandt de lande i verden, som har klaret sig bedst igennem coronakrisen

De økonomiske væksttal for andet kvartal, som udkommer fredag, vil ifølge storbanker udvise det største tilbagefald i nyere tid. Men faldet vil være langt mindre end i mange andre lande, og væsentligt mindre end mange økonomer havde frygtet.

Corona rammer verden
Forbruget og boligmarkedet har været de seneste måneders store positive overraskelse og har været med til at mildne tilbagefaldet under coronakrisen, mener flere banker. Foto: Jens Dresling

Det ser skidt ud, men slet ikke så slemt som frygtet. Dansk økonomi blev mellem 4 pct. og 6 pct. mindre under nogle af coronakrisens værste måneder i andet kvartal, forudser økonomerne i Danmarks største banker.

Ifølge Danske Bank, Sydbank og Nordea vil de officielle væksttal fredag vise det største kvartalsvise fald i bruttonationalproduktet (bnp) i nyere tid, men det er langt bedre, end man f.eks. har set i Sverige, Tyskland og USA.

»Får vi ret, så vil Danmark stå tilbage som et af de lande i verden, som har klaret sig bedst igennem coronakrisen,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Danske Bank regner med et fald i bnp på 4 pct. i kvartalet, Nordea med at fald på 5-6 pct., mens Sydbank forventer et fald på 3-5 pct.

Til sammenligning faldt Sveriges bnp med 8,4 pct. i løbet af andet kvartal, i USA lød faldet på 9,5 pct., på 10,1 pct. i Tyskland, på omtrent 13 pct. i Frankrig og på mere end 18 pct. i Spanien. Den britiske økonomi ser ifølge Sydbank ind i et fald på hele 20 pct., mens europæisk økonomi som helhed blev 12,1 pct. mindre.

Der er ingen tvivl om, at andet kvartal bliver det dårligste, vi nogensinde har set. Men det er blevet langt bedre, end vi havde frygtet.

Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea

Forklaringen på den danske enegang i andet kvartal er ifølge bankerne en kombination af held, forbavsende hårdføre og velpolstrede husholdninger, det hurtige fald i smittetrykket og den førte politik.

»Næsten alle de tal, vi har fået, har været bedre end ventet. Det er gået meget hurtigere fremad, end vi havde regnet med,« siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Økonomerne peger bl.a. på, at hjælpepakkerne og den hurtige genåbning af økonomien siden april begrænsede faldet i beskæftigelsen.

Selvom antallet af ledige er steget med mere end 42.000 siden midten af marts, har tallet i lange perioder ligget stabilt. Ledigheden faldt endda med hele 4.757 personer i sidste uge, ifølge Beskæftigelsesministeriet.

I juli var antallet af jobopslag på Jobindex.dk ifølge Danske Bank kun 4,4 pct. mindre end året før – i april var antallet 44 pct. mindre.

Udviklingen på arbejdsmarkedet beroligede ifølge bankerne danskerne og var dermed med til at holde hånden under forbruget og boligmarkedet.

Får vi ret, så vil Danmark stå tilbage som et af de lande i verden, som har klaret sig bedst igennem coronakrisen.

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank

Nye tal for kortomsætningen i Nordea viser således, at den i uge 31 var 15 pct. højere end i samme uge sidste år. Genopretningen af forbruget er ifølge banken specielt gået hurtigt i detailhandlen.

Udviklingen på boligmarkedet har også trodset bankernes forudsigelser om store prisfald.

Efter en stigning på omtrent 1 pct. fra juni til juli er huspriserne ifølge Boligsiden.dk nu på det højeste niveau nogensinde. Lejlighedsmarkedet ligger efter en stigning på 2,3 pct. også over niveauet fra før coronakrisen.

Endelig så har industrien ifølge Danske Bank klaret sig bedre herhjemme end i mange andre lande, bl.a. fordi den ikke blev tvunget til at lukke ned i marts og april, og fordi medicin og landbrugsvarer fylder meget. Vareeksporten steg således i både maj og juni.

Industriproduktionen faldt kun omkring 5 pct. i andet kvartal mod fald på hele 19 pct. i Tyskland og 15 pct. i Sverige, der har flere virksomheder i udsatte brancher.

»Der er ingen tvivl om, at andet kvartal bliver det dårligste, vi nogensinde har set. Men det er blevet langt bedre, end vi havde frygtet. I forhold til mange andre lande kommer vi derfor til at se rigtig pæne ud,« siger Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea.

BRANCHENYT
Læs også