Så voldsomt har coronakrisen ramt Europas økonomier - især ét land er hårdt ramt
Finans fakta: De europæiske landes økonomier bløder på grund af coronakrisen. Se her, hvor hårdt de enkelte lande er ramt.
Det er ikke bare Danmark, der er ramt af et historisk stort dyk i økonomien som følge af coronakrisen.
Faktisk står det langt værre til i de fleste andre europæiske lande, viser nye tal, der er indsamlet af den europæiske statistikbank, Eurostat.
For mens den danske økonomi skrumpede med 7,4 pct. i årets andet kvartal sammenlignet med kvartalet før – hvilket er det største fald siden Anden Verdenskrig – så tog økonomien et langt mere lodret dyk i resten af Europa.
Andet kvartal dækker over månederne april, maj og juni, hvor store dele af Europa i større eller mindre grad var lukket ned som følge af coronapandemien.
Værst står det til i Storbritannien, som i kvartalet kunne registrere et fald på hele 20,4 pct. sammenlignet med kvartalet før.
Men også i de sydeuropæiske lande, som i forvejen har været hårdt ramt af pandemiens konsekvenser i form af høje smittetal og mange døde, er økonomien sendt i dørken.
Det spanske bruttonationalprodukt (BNP) faldt med 18,5 pct. i andet kvartal, mens den italienske økonomi skrumpede med 12,4 pct.
Også Frankrig og Portugal har oplevet store fald i økonomien på lige under 14 pct.
Gennemsnittet for EU-landene ligger på et dyk på 11,7 pct., mens det for eurozonen er på 12,1 pct. Det er i øvrigt de største fald, der nogensinde er registreret, siden Eurostat begyndte at opgøre udviklingen i midten af 1990’erne.


