Den europæiske økonomi har mistet pusten – særligt ét tal er »bekymrende«
Nye nøgletal for den europæiske økonomi er svagere end ventet.
Den europæiske økonomis vej ud af coronakrisen er længere og tager længere tid end ventet. Helt nye økonomiske nøgletal for eurozonen er nemlig svagere end ventet. Flere økonomer herhjemme betegner nøgletallene som skuffende.
Indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation, som bliver oversat til de såkaldte PMI-tal. Her er en værdi over 50 ensbetydende med økonomisk fremgang, mens et tal under 50 er lig med økonomisk tilbagegang.
Det samlede PMI-tal for eurozonen for august landede på 51,6. Det er en tilbagegang i forhold til juli, hvor tallet endte på 54,9, og det var samtidig var markant lavere end ventet, da økonomerne havde ventet et tal på 55.
»Det er på sin vis positivt at konkludere, at der er økonomisk fremgang. Men begejstringen får hurtigt en ende, da fremgangen kommer på en enormt billig baggrund med en europæisk økonomi, der er skudt flere år tilbage,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.
Det samlede PMI-tal er sammensat af et tal for industrien og et tal for servicesektoren. I begge sektorer er indkøbschefernes vurdering af situationen gået tilbage. For industrien gik tallet fra 51,8 i juli til 51,7 i august, mens det for servicesektoren faldt fra 54,7 til 50,1. Altså lige akkurat over grænsen for økonomisk fremgang.
Netop tallet for servicesektoren er »bekymrede«, lyder det fra Sydbank.
»Servicesektoren er i august blevet ramt af et tiltagende smittetryk i Europa, men også en aftagende ketchupeffekt i efterspørgslen rammer servicesektoren negativt,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, med henvisning til stigningen i smitten i Spanien og Frankrig.
I disse lande er der den seneste uge registreret henholdsvis 86 og 34 personer pr. 100.000 indbyggere med covid-19 den seneste uge.
»Foreløbig er det vores vurdering, at lokale og regionale tiltag kan inddæmme smitten, men risikoen for nye nationale nedlukninger er stigende. Det vil være dræbende for den økonomiske genopretning. Smitteudviklingen i de kommende uger og måneder bliver derfor afgørende for den økonomiske genopretning,« lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel.
I 2. kvartal, da coronakrisen for alvor slog igennem på økonomien med nedlukninger og restriktioner, dykkede bruttonationalproduktet (bnp) med hele 12,1 pct., og i løbet af de første seks måneder af 2020 er der forsvundet 5,5 mio. job i eurozonen.
»De kommende måneders udvikling i antallet af covid-19-smittede i Europa udgør fortsat en meget stor risiko for, hvor længe genopretningen af økonomien kan forventes at vare. Stadig mere tyder på, at det først bliver langt inde i 2022 førend niveauet for den økonomiske aktivitet, vil være tilbage på niveauet fra slutningen af 2019,« skriver Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, i en kommentar.

