Økonomi

Krise i Las Vegas: USA mangler småmønter

Coronanedlukning har bremset den normale cirkulation af mønter så meget, at kasinoer i Las Vegas ikke har mønter nok til spillemaskinerne.

Normalt sover Las Vegas aldrig, men byen måtte lukke ned i flere måneder på grund af coronapandemien. Nu er de mange, gigantiske kasinoer og hoteller åbnet - men mangler mønter.

Betal med kort eller Mobilepay i stedet for med mønter og sedler, lød et af de mange corona-råd i Danmark, som skulle bremse smitten.

Men i USA, hvor kontant betaling er langt mere udbredt end i Danmark, har coronakrisen faktisk helt af sig selv fjernet et kritisk antal mønter fra normal cirkulation, fordi mange butikker har været tvunget til at lukke.

Og det skaber problemer, særligt i verdens spilleby nummer 1, Las Vegas, skriver Bloomberg.

Der er mange slags gambling i ’syndens by’, men den helt store industri er klassiske spillemaskiner, man kan smide 25 cent i og måske vinde millioner. Selvom en del er blevet digitaliserede og skal fodres med en slags papirbillet, er der også mange steder, man holder fast i nostalgien og lyden af klingende mønt, når der er jackpot.

Men mønterne er svære at få fat i, for bankerne kan kun levere en brøkdel af de mønter, kasinoerne mangler. Hos kasinoet El Cortez modtog man for eksempel kun 500 dollar i 25 cent-mønter, selvom der var bestilt for 30.000 dollar.

Derfor må kasinoejerne være kreative og få de besøgende til at medbringe så mange småmønter fra familiens sparegris som muligt. Ét sted får man 10 dollar ekstra at spille for, hvis man medbringer mønter for mindst 50 dollar. Andre steder får mønt-bærende kunder en t-shirt eller en hat som tak for hjælpen.

Både kasinoer og banker har også droppet alle gebyrer for at få talt mønter op og opfordrer deres kunder til at få ryddet op i gemmerne og sat møntbeholdningen ind på kontoen. Og hos Brink’s Co., der transporterer penge og andre værdier, er alle 10.000 ansatte blevet bedt om at finde mindst fem dollars i mønter derhjemme og få dem i omløb.

Der er nemlig lige så mange cent-mønter som altid, men de er bare ikke i omløb i samme grad som før coronanedlukningerne, forklarer David J. Ryder, direktør for United States Mint, der producerer USA’s valuta. Her har maskinerne også stået stille i nogle måneder i foråret, men siden juni har der været fuld damp på møntpressen, og 1,6 mia. nye mønter bliver sendt afsted hver måned.

Læs også