Tidligere præsident for Verdensbanken advarer: »Verden kan komme til at ligne år 1900 igen«
Konflikt mellem USA og Kina er en alvorlig trussel for den globale økonomi, mener den tidligere præsident for Verdensbanken, Robert Zoellick.
»Verden kan komme til at ligne år 1900 igen, hvor stormagterne var i stærk konkurrence, og det gik jo ikke så godt«.
Sådan lyder advarslen fra den tidligere præsident for Verdensbanken og tidligere handelspolitisk chefforhandler i USA, Robert Zoellick.
I et interview med BBC’s Asia Business Report peger Zoellick på, at den globale handelskonflikt mellem USA og Kina er en stor trussel i kampen for at vende verdensøkonomien, der er hårdt ramt grundet coronakrisen.
Den eneste løsning er ifølge Robert Zoellick, at de to stormagter skal begrave stridsøksen og samarbejde for at få vendt krisen.
Zoellick ser tegn på at begge lande trækker i globaliserings-håndbremsen og i stedet forfølger nationale interesser.
Robert Zoellick har rådgivet seks forskellige amerikanske præsidenter gennem sin karriere.
Han var præsident for Verdenbanken fra 2007 til 2012 – fem år der i høj grad var påvirket af finanskrisen, der for alvor ramte verden i 2008.
»Jeg mener forholdet (mellem USA og Kina red.) er i frit fald, og jeg tror ikke, at vi kender bunden, og det er en farlig situation,« siger Zoellick til BBC’s Asia Business Report.
Zoellick anklager den amerikanske præsident Donald Trump for at bære det meste af skylden for det slidte forhold mellem USA og Kina.
Zoellick fortæller i interviewet, at han mener, at Trump mangler kompetencerne til at lede USA gennem pandemien.





