Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Over 90 pct. danner antistoffer mod corona

Et omfattende studie fra Island viser, at over 90 pct. af tidligere smittede danner antistoffer mod corona. Det er positive tegn for en fremtidig vaccine ifølge en forsker.

Corona rammer verden
Det islandske studie er gode nyheder for en fremtidig vaccine. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Island har fra begyndelsen været fremme i skoene, hvad angår corona-test. Det har lagt byggesten for en national undersøgelse, der viser, at over 90 pct. af forsøgspersonerne har dannet antistoffer, hvis de har været smittet med covid-19. Og antistofferne var stadig i kroppen, fire måneder efter at personen var blevet konstateret smittet.

Det er positive nyheder ifølge Lars Østergaard, ledende overlæge på Skejby Hospital og professor på Aarhus Universitet.

»Man kan sige, at der ser ud til, at immunforsvaret hos langt de fleste er effektivt beskyttende også over en længere periode. Det synes jeg er et godt tegn for at undgå infektion igen, men også lovende for, at en vaccine faktisk vil give et beskyttende forsvar,« siger han.

Særligt bider han mærke i, at antistofferne også blev fundet hos dem, som ikke havde kraftige eller slet ingen symptomer, hvor det tidligere har været svært at klarlægge, om også de dannede antistoffer.

»Hvis man får infektionen igen, er der en hukommelse i kroppen, der gør, at kroppen er mere beredt på sygdommen,« siger han og uddyber: »Selvfølgelig er det muligt, at du bliver smittet igen, men det er formentlig kun i sjældne tilfælde.«

Ifølge Jens Lundgren, professor og overlæge i infektionsmedicin ved Københavns Universitet, giver studiet en række svar, som man kan bruge til at opspore falsk-positive coronaprøver. Hvis du får taget en antistof-test efter en positiv corona-test, kan det afsløre, om den faktisk har været positivt eller falsk-positiv. Hvis du har dannet antistoffer, har du med garanti været coronasmittet.

Det er dog ifølge Jens Lundgren kun, hvis antistof-testen er positiv, at man kan bruge resultatet til noget.

»Fordi du har et negativ antistof-svar, er det ikke ensbetydende med, at du har ikke haft covid-19.«

BRANCHENYT
Læs også