Valuta: Brexit-problemer sender pundet i svageste niveau siden marts
Frygten for et hårdt brexit lever i bedste velgående på valutamarkedet torsdag, hvor pundet atter svækkes mod euro til det laveste niveau siden marts.
Torsdag eftermiddag koster en euro 0,9226 pund mod 0,9087 pund onsdag ved 17-tiden og bare 0,8933 i slutningen af sidste uge.
Den kraftige svækkelse af den britiske valuta kommer oven på et nyt forslag til britisk lovgivning, som umiddelbart ændrer i den udtrædelsesaftale, som briterne og EU blev enige om for hen ved et år siden.
Planerne har ifølge dokumenter, som Bloomberg har set, fået EU til at se på muligheden for at hive Storbritannien igennem en retsproces, hvis ikke kongeriget lever op til de indgåede aftaler.
En talsmand for den britiske premierminister, Boris Johnson, sagde dog torsdag, at Storbritannien ikke har planer om at løbe fra den skilsmisseaftale, der er indgået med EU. Meldingen kom, før parterne gik ind til et ekstraordinært krisemøde torsdag, men forsikringerne vandt ikke genklang i valutamarkedet, der fortsatte med at svække pundet.
Det skete, af frygt for at EU og Storbritannien ikke får landet en handelsaftale, vurderer valutaanalytiker Simon Harvey fra Monex Europe over for Reuters.
Mens pundet altså fortsætter sin nedtur, vinder euro også frem mod dollar. Ved 17-tiden gik 1,1880 dollar på en euro mod 1,1808 dollar onsdag eftermiddag.
Fremgangen følger rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, der som ventet fastholdt renter og opkøbsprogram.
Samtidig indikerede ECB, at styrkelsen af euro, der er løftet fra bare 1,08 dollar i midten af maj, ikke her-og-nu bør mødes med pengepolitiske lempelser, selv om den svækker europæiske virksomheders konkurrenceevne og risikerer at dæmpe inflationen via lavere importpriser.
- ECB synes ikke stort bekymrede, og Lagarde sagde i sit statement, at der var enighed om, at man ikke bør ”overreagere på euroens styrkelse”, konstaterer Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.
ritzau/FINANS







